Internationale studerende får praktik i danske virksomheder

Otte ud af ti internationale studerende fra professionsbacheloruddannelsen i International Sales and Marketing Management på Erhvervsakademi Aarhus er lige nu i praktik i danske virksomheder. Gode danskfærdigheder er årsagen, siger en praktikkoordinator.

Fra august til december er polske Honorata Rajewska i praktik som Sales Assistant hos tekstilvirksomheden Contrast i Højberg.

14 andre internationale studerende fra professionsbacheloruddannelsen i International Sales and Marketing Management på Erhvervsakademi Aarhus er ligesom Honorata i praktik i en dansk virksomhed som en del af deres 3. semester.

”Jeg føler mig meget heldig at have fået praktik her, men jeg har også arbejdet hårdt for det,” siger den 28-årige polak, der har boet og studeret i Danmark i tre år.

Så tal dog dansk

At det er lykkedes for så mange internationale studerende at få praktik i en dansk virksomhed skyldes ifølge praktikkoordinator Torben Ibsen Uldall Sørensen fra Erhvervsakademi Aarhus, at de studerende har været flittige til at lære sproget.

”De har fået praktikpladserne, fordi de har været gode til at tale dansk. De har ikke været afskrækket fra at tale dansk med hinanden i pauserne. Og vi undervisere har også presset på for at tvinge dem til at tale dansk med hinanden,” siger Torben Ibsen Uldall Sørensen, der glæder sig.

Praktikken åbner nemlig ofte døren til et job.

”Mange af dem vil gerne blive og arbejde i Danmark. Det vil vi som uddannelsessted gerne have, for så kan de bidrage til væksten og samfundet.”

Fat i nye markeder

Hos Contrast i Højbjerg ser Key Account Coordinator Helle Bismuth klare fordele i at have internationale studerende som Honorata Rajewska i praktik.

Virksomheden har haft flere udenlandske praktikanter. En af dem har de efterfølgende fastansat. Lige nu har firmaet, udover Honorata fra Polen, også en praktikant fra Lithauen.

”Vi har flere kunder på det polske marked, så det er helt klart en fordel med en, der kan polsk. Naturligvis er det også et stort plus, hvis praktikanten, udover sit modersmål, taler dansk,” siger hun.

Fra praktikaftale til ansættelseskontrakt

Også Honorata Rajewska er glad. Hun landede praktikaftalen efter 30 ansøgninger og to jobsamtaler.

”Netop praktikopholdet var grunden til, at jeg valgte at tage min uddannelse i Danmark. Jeg lærer nemlig bedst via ’learning by doing’. Atmosfæren her i virksomheden er god, og jeg ser hver dag frem til at gå på arbejde. Mine kollegaer er søde, hjælpsomme og utrolig tålmodige. Jeg håber, at jeg efterfølgende kan veksle praktikaftalen til et job,” siger den kommende professionsbachelor i international handel og markedsføring.  

Dansk Mobilscene A/S, Multiform A/S og Asia Corp er nogle af de virksomheder, der har en udenlandsk studerende fra Erhvervsakademi Aarhus i praktik.   

Læs mere om praktiksamarbejde.