Erhvervsakademierne går sammen om ny kampagne

Tirsdag den 4. oktober lancerer landets ni erhvervsakademier en national kampagne, der skal gøre erhvervsakademierne mere kendte. Metoden er en mockumentary-film, der med et glimt i øjet fortæller om den nødvendige balance mellem teori og praksis.

"I hele verden hænger folk med hovedet. Både på studier og på jobbet. Det er et stigende problem, der koster virksomheder og samfund milliarder i tabt viden og ineffektivitet.... "

Sådan starter en ny mockumentary, som alle landets ni erhvervsakademier er gået sammen om at producere.

Kampagnesamarbejdet er det største i erhvervsakademisektoren nogensinde og skal skabe et større kendskab til erhvervsakademierne både over for unge studerende, erhvervsaktive voksne og virksomheder.

Balancen mellem teori og praksis

Rygraden i kampagnen er en ny humoristisk film, som alle erhvervsakademier lancerer tirsdag den 4. oktober.

Budskabet i filmen er, at man på erhvervsakademierne kan få en videregående uddannelse med den rette balance mellem teori og praksis, der både efterspørges i erhvervslivet og af mange unge, når de søger uddannelse.

Filmen varer 1:44 minutter og eksponeres på sociale medier over hele landet i oktober og november. Målet er, at filmen skal ses af mindst 100.000.

Optaget i Odense og København

Filmen er lavet af bureauet Advice i samarbejde med produktionsselskabet The Woerks med instruktøren Niels Nørløv Hansen, der bl.a. er kendt fra filmen Klassefesten (2011) og en række større danske tv-serier. Filmen er bl.a. optaget i uddannelsesmiljøerne på CphBusiness i København og Erhvervsakademiet Lillebælt i Odense.

Mockumentary er en fiktionsfilm, der i sin udtryksform ligner en dokumentar. 

Se filmen på beal.nu