Studerende udvikler fødevarer med hamp for Møllerup Gods

Otte professionsbachelorstuderende med speciale i fødevareteknologi fra Erhvervsakademi Aarhus udtænker nye produkter med hamp for Møllerup Gods på Djursland.

Hamp i mayonaise, aioli, fars, krydderi- og melblandinger. Der kom masser af ideer på bordet, da otte professionsbachelorstuderende med speciale i fødevareteknologi fra Erhvervsakademi Aarhus i denne uge deltog i en workshop på Møllerup Gods.

”Det er første gang, vi inddrager studerende i udviklingen af vores produkter. Vi vil gerne væk fra den nuværende chok-effekt og have hamp udbredt til den almindelig forbruger. Håbet er, at de studerende kan hjælpe os med at se muligheder, vi ikke tidligere har set,” siger Henrik Rendbøll, direktør i Møllerup Brands.

Danmarks eneste producent af hamp til fødevarer

Godset er Danmarks største producent af industrihamp og sælger bl.a. hampmel, hampfrø og hampolie. Men godset vil gerne udvide produkt-porteføljen og havde derfor inviteret Erhvervsakademi Aarhus indenfor til en idéskabelses-workshop.

”Det giver os værdifuld praksiserfaring med innovation og produktudvikling. Det er langt mere motiverende og spændende at arbejde med en reel problemstilling og et reelt behov,” siger en af de studerende Mahdi Salhab.

Idékatalog med mange muligheder

De otte studerende Mahdi Salhab, Kaia Kollo, Sine Eskesen, Vivi Mundt Farskov, Tina Møller Nielsen, Manju Balhara, Ken Højvang Jakobsen og Katrine Højland havde 24 timer til rådighed. Onsdag eftermiddag den 4. maj præsenterede de godsets ledelse for et idékatalog.

”Vi ser masser af muligheder for at anvende hamp i gængse hverdagsprodukter som spises morgen, middag og aften. Fx når det gælder mel og frø ser vi et stort potentiale i at udvikle denne tørvareindustri," konkluderede gruppen.

”Det har været rigtig godt for os at blive bekræftet i, at I kan se ligeså mange muligheder i hamp som vi kan,” siger godsets fødevaredirektør Henrik Rendbøll.

Godset er blandt andet kendt fra TV-serien ’Godsejerne’, hvor seerne blev præsenteret for godsets fabrik, der producerer bæredygtige isolerings- og vækstmåtter af industrihampplanter. Til denne produktion har godset tilplantet 300 HA industrihamp, heraf 200 HA økologisk.