5.796 ansøgninger til Erhvervsakademi Aarhus

Aarhus’ tredje største uddannelsesinstitution kan melde om ansøgerfremgang for syvende år i træk.

5. juli kl. 12 udløb fristen for at søge en videregående uddannelse gennem Den Koordinerede Tilmelding (KOT), og på Erhvervsakademi Aarhus er der tilfredshed med resultatet.

Fremgang på 6 procent

5.796 ansøgninger er tikket ind til erhvervsakademiets 24 videregående uddannelser. Det er 326 flere ansøgninger end sidste år, hvor der var 5.470 ansøgninger til akademiets korte og mellemlange videregående uddannelser. Det viser beregninger fra akademiet baseret på data fra optagelse.dk.

Klar til job på to år

21-årige Søren Stylsvig Præst fra Herning håber efter sommerferien at kunne begynde på miljøteknologuddannelsen, der har modtaget 52 ansøgninger.

”Det er lige præcis denne uddannelse, jeg vil ind på. Derfor har jeg ikke søgt andre uddannelser. Miljø og natur har min helt store interesse og jeg vil gerne arbejde med vandmiljø og vandkvalitet,” siger Søren.

Siden sin studentereksamen sidste år har Søren haft et sabbatår, hvor han har arbejdet i en lystfiskerbutik i Skjern. Nu er han netop flyttet til Aarhus.

”Jeg tror, at dette studie og studieformen er lige mig. Jeg kan godt lide, at undervisningen er erhvervsrettet og praksisnær, og at der er et job til en bagefter.”

Superstudent med jobdrømme

18-årige Kasper Elkjær er nyslået student fra Randers Handelsgymnasium med et gennemsnit på over 12. Han har søgt ind på financial controller-uddannelsen, som er målrettet revisionsbranchen.

”Jeg kan jo vælge frit på alle uddannelses-hylder, men har på nuværende tidspunkt ikke ambitioner om at tage en lang universitetsuddannelse. Jeg ønsker at komme hurtigt videre ud på arbejdsmarkedet, og denne her uddannelse passer lige præcis til mine interesser og jobønsker,” siger han.

Erhvervsrettede uddannelser hitter

På Erhvervsakademi Aarhus er rektor Christian Mathiasen glad for ansøgertallet. Især professionsbacheloruddannelserne oplever en stigning i ansøgertallet på 47 pct., svarende til 417 flere ansøgninger. 

”Vi har de sidste mange år haft voldssomme stigninger i ansøgerfeltet. Den store søgning år efter år bekræfter os i, at vi på erhvervsakademiet gør det rigtige, når vi kobler teori og praksis og uddanner unge i tæt samarbejde med primært det private arbejdsmarked. Samtidig har vi udviklet en række uddannelser, man kan bygge ovenpå, så de studerende efter en periode i job kan bygge videre på deres uddannelse,” siger rektor Christian Mathiasen.

Stor interesse for finans og digital konceptudvikling 

Fremgangen har været særlig stor på uddannelser som finansbachelor (fremgang på 40 pct.), IT Network and Electronics Technology (fremgang på 44 pct.), professionsbachelor i international handel og markedsføring (fremgang på 45 pct.) og professionsbachelor i digital konceptudvikling (fremgang på 100 pct.). Erhvervsakademiets mest populære uddannelser er fortsat markedsføringsøkonomuddannelsen med 660 ansøgninger og finansøkonomuddannelsen med 534 ansøgninger. 

Flere studerende år efter år

Siden 2009 har Erhvervsakademi Aarhus oplevet en markant vækst i optagelsestallet. Hvor mange studerende, der bliver optaget i år, vides først efter den 30. juli 2016, når studiepladserne er fordelt og optagelsesbrevene sendt ud til de håbefulde unge. 

Erhvervsakademi Aarhus

2011

2012

2013

2014

2015

2016

Stigning i procent fra 2015 til 2016

Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser (totaltal)

2.757

3.755

4.546

5.184

5.470

5.796

6 pct., svarende til 326 flere ansøgninger