Minister til Erhversvakademi Aarhus: I har god berøring med erhvervslivet

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) besøgte mandag den 1. februar Erhvervsakademi Aarhus.

Under besøget fik Esben Lunde Larsen en snak med både studerende, undervisere, virksomheder og øverste ledelse om, hvordan Erhversakademi Aarhus skaber værdi. 

Virksomheder roser akademiet

Camilla Dvinge var en af de fire fremmødte virksomhedsrepræsentanter. Hun er medejer af Danmarks eneste privatejede campingkæde Dancamps og fortalte om, hvor glad hun er for at samarbejde med akademiets serviceøkonomuddannelse omkring praktikanter og medarbejdere.

”Det, som uddannelsen kommer med, er noget vi i branchen tørster efter,” sagde hun. En ros, der blev gentaget af udviklingchef Jakob Lave fra landbrugets forsknings- og rådgivningscenter SEGES i Skejby.

”Vi samarbejder med akademiet om bl.a. udvikling af Google Glass-briller til landbruget, arbejdskraft til branchen og lederuddannelse af landmænd. I er rigtig gode.”

Tastede bivirkninger ind i leukæmi-app

Uddannelsesministeren fik også set, hvordan akademiet i forsknings- og udviklingsarbejdet inddrager virksomheder og studerende og samarbejder med andre videninstitutioner.

Forsknings- og innovationschef Hanne Troels Jensen, underviser Morten Mathiasen, børnelæge Torben Stamm Mikkelsen fra Aarhus Universitetshospital og softwareudviklingsstuderende Roland Tolnay (billedet) demonstrerede overfor ministeren, hvordan akademiet det seneste halvandet år har arbejdet med at udvikle en leukæmi-app, der skal reducere bivirkninger hos børn med leukæmi.

”Det er glædeligt at se denne slags forskningsprojekter og at I har den der forståelse for at være i berøring med erhvervslivet,” sagde ministeren, der også fik lov til at prøve app'en.

Mere om app'en

Minister opfordres til at justere model til studieoptag 

Ministeren og hans fem mand store delegation forlod ikke mødet uden en opfordring fra rektor Christian Mathiasen. Han opfordrede til at justere dimensioneringsmodellen, så det i stedet for en landsdækkende ’one‐size‐fits‐all’-model tager højde for regionale og lokale beskæftigelsesmuligheder, når optaget af nye studerende fastlægges fra centralt hold.

”Vores ønske koster ikke det offentlige flere penge,” opfordrede rektor.

"Jeg forstår godt ønsket. Vi evaluerer dimensioneringsmodellen i 2017," svarede Esben Lunde Larsen, inden han hastede videre til V-borgmesteropstillingsmøde i Skjern.