Financial controllere indtager revisionsbranchen

Financial controller er en populær uddannelse med gode muligheder for fast job. For Diana Pantic har uddannelsen også fungeret som genvej til en revisortitel og et attraktivt karriereforløb.

32-årige Diana Pantic havde allerede fast job og udsigt til en revisor-titel, inden hun var færdiguddannet som financial controller.

”Jeg har altid gerne villet arbejde med revisorfaget. Det har denne uddannelse været et perfekt springbræt til,” siger Diana, der dimitterede som en af landets første financial controllere fra Erhvervsakademiet Lillebælt i Odense.

Diana arbejder som Assistant hos revisionskoncernen Deloitte i Odense.

”Denne uddannelse har været perfekt til mig og har muliggjort, at jeg kunne opnå nogle af mine karrieremål på kortere tid, end hvis jeg havde taget nogen anden uddannelse,” siger hun.

Læs mere om uddannelsen til financial controller.

Godt springbræt til en videre uddannelse som revisor

Med financial controller-uddannelsen har Diana samtidig kunnet skyde genvej til revisortitlen. Diana kunne nemlig efter endt uddannelse, sideløbende med sit nye job som trainee hos Deloitte, hoppe direkte ind på HD-uddannelsens 2. del og skære halvandet år af revisoruddannelsen.

To års erhvervserfaring er et krav for at hoppe direkte ind på HD-uddannelsens 2. del. Dette krav kunne Diana heldigvis honorere takket være sin praktiktid og efterfølgende studiejob hos Census Revision samt bogføringsarbejde hos Odense Thai Massage.

”Jeg startede faktisk på HA-uddannelsen, men sprang fra efter 3. semester, fordi den var for teoretisk og ikke erhvervsrettet nok. Heldigvis opdagede jeg financial controller-uddannelsen, der dengang var en helt ny uddannelse. Den skulle vise sig at være en meget sjovere og bedre uddannelsesvej for mig,” siger Diana Pantic og uddyber, hvorfor hun synes uddannelsen var god.

Fra analyse af regnskab til rådgivning om skat

Financial controllere kan indgå i mange forskellige typer af job. Det kan være fra analyse af regnskab og nøgletal til at rådgive om virksomhedsform og skatteforhold. Som Assistent hos Deloitte løser Diana opgaver indenfor revision, regnskab og skatterådgivning.

”Jeg laver og kontrollerer regnskaber, besvarer spørgsmål om privatøkonomi og er ude på kundebesøg hos større virksomheder for at revidere deres regnskaber. Jeg kan rigtig godt lide kundekontakten og at hjælpe folk.”

Til efteråret starter Diana på en cand.merc.aud. sideløbende med sit job hos Deloitte. Hvis alt går vel vil Diana om seks år kunne kalde sig statsautoriseret revisor.

Dimittender efterspurgte

Hos Deloitte i Odense er Diana Pantic indtil videre den første og eneste medarbejder med financial controller-baggrund. Men virksomheden vil gerne ansætte flere som hende.

”Hidtil har vi rekrutteret trainees med HHX-, finansøkonom- og cand.merc.aud.-baggrund, men vi har også fået øje på financial controllere, der kommer med et bredere kendskab og en mere skræddersyet bagage til revisionsbranchen. Jeg tror helt sikkert, at vi fremover kommer til at ansætte flere af disse,” fortæller HR-ansvarlig Lene Eglin.

Bygget virksomhed op med praktikanter

I en anden virksomhed, AROS Statsautoriserede Revisorer, har otte af firmaets i alt 50 ansatte financial controller-baggrund. Alle otte har inden de blev fastansat, arbejdet som praktikanter i firmaet. Firmaet vil gerne ansætte flere.

”De er gode til at regne og forstå problemstillinger indenfor økonomi. De besidder en modenhed, er hurtige til at sætte sig ind i nye ting og har en ydmyg tilgang til arbejdet,” siger Morten Ballum Lind Birkebæk, partner og statsautoriseret revisor i AROS.

Mere hardcore viden om revisorfaget giver fico’er forspring

AROS har også mange finansøkonomer ansat. Men fagligt står financial controller’ne stærkere, mener Morten Ballum Lind Birkebæk.

”De har et forspring, fordi de har haft så meget fokus på økonomistyring og revision under deres uddannelse i sammenligning med finansøkonomer. Derfor vil de langt tidligere kunne ’tage fra’ arbejdsmæssigt, fordi der netop har været et fokus på dette område, allerede fra dag ét på deres uddannelse.”

Glad for succes

I Odense er uddannelseschef og netværksformand for financial controller-uddannelsen i Danmark Kim Hass Rubin glad for uddannelsens succes.

”Vi ser en øget efterspørgsel efter vores studerende. Det var netop det, vi drømte om, da vi i sin tid etablerede uddannelsen i tæt samarbejde med branchen. Især de store revisionshuse er glade for dem. Men også banker og forsikringsselskaber er begyndt at efterspørge dem i back office-funktioner,” siger han.

Her uddannes financial controllere:

Financial controller-uddannelsen eksisterer fem steder i landet - på IBA Erhvervsakademi Kolding, Erhvervsakademiet Lillebælt, Erhvervsakademi Aarhus, UCN University College Nordjylland og Cphbusiness i Lyngby. Uddannelsen har eksisteret siden 2013.

Klar til et job på to år

Fordi uddannelsen er så ny, findes der endnu ingen landsdækkende beskæftigelsestal. Men på et af de steder, der uddanner flest financial controllere, Erhvervsakademi Aarhus, er otte ud af ti dimittender er i job indenfor et år efter endt uddannelse. På UCN i Aalborg er tallet mere end seks ud af ti.