Erhvervsakademi Aarhus kårer årets bedste praktikophold

Vær med i kapløbet om prisen for årets bedste praktikophold. Vi opfordrer alle tidligere og nuværende studerende i praktik – danske og internationale - til at deltage i konkurrencen.

I år kårer Erhvervsakademi Aarhus for første gang det bedste praktikophold. Prisen går til et praktikophold, der har været særligt godt, og vinderen går videre til en national konkurrence med Danmarks otte andre erhvervsakademier.

”Samspillet med erhvervslivet er det centrale omdrejningspunkt for de danske erhvervsakademier og ikke mindst for Erhvervsakademi Aarhus. Med konkurrencen skabes endnu mere fokus på det værdifulde virksomheds-samarbejde og det praksisnære uddannelsesforløb, der er vores DNA,” siger erhvervsakademiets rektor Christian Mathiasen.

Hyldest til det gode samarbejde

Hvert år er over 2.000 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus i praktik. Praktik er obligatorisk på samtlige 25 videregående uddannelser. Det betyder, at der er et stort antal virksomheder, som gør en flot indsats for at praktikken bliver en god faglig og personlig oplevelse. Konkurrencen er de studerende mulighed for at give deres praktikvirksomhed et klap på skulderen.

”Praktikken giver vores studerende værdifuld erhvervserfaring. Det er her, de for alvor prøver deres færdigheder af og omsætter deres viden til værdi. For mange af vores studerende åbner praktikken tilmed døren til et job. Det obligatoriske praktikforløb er derfor et utrolig brugbart element på alle vores uddannelser,” siger rektor Christian Mathiasen.

Skulderklap til praktikvirksomhederne

Tine Dalby Jørgensen er professionsbachelor i International Sales and Marketing Management og har som del af sit 3,5-årige uddannelsesforløb på Erhvervsakademi Aarhus været i praktik i sammenlagt et år i to forskellige afdelinger i industrivirksomheden Danfoss A/S. Hun deltager i konkurrencen for at sige tak til Danfoss for alt det, hun har lært der.  

”Virksomheden var på alle måder et fantastisk praktiksted for mig. Det skyldes hele måden, jeg blev introduceret på og alle de muligheder og læring, jeg fik der. Både fagligt og personligt rykkede jeg mig helt vildt, og jeg er sikker på, at erfaringen fra Danfoss hjalp mig til at få mit nye job,” siger Tine Dalby Jørgensen, der efter endt uddannelse har fået arbejde som Project Manager hos reklamebureauet Heyday i Aarhus.

Fakta om Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik

De studerende indstiller den virksomhed, de har været i praktik i. Studerende, der har været i praktik på enten en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse (eller i egen virksomhed) i efteråret 2015 eller foråret 2016 kan indstille deres virksomhed. 

Praktikforløbet vurderes inden for:

  • personlig og faglig udvikling
  • den sociale oplevelse
  • at gøre viden til værdi.

Vinderen går videre til national konkurrence

Konkurrencen om at vinde årets praktik på Erhvervsakademi Aarhus varer frem til tirsdag den 17. maj. Vinderen kåres af en jury, der består af repræsentanter fra erhvervslivet, en studenterorganisation og Erhvervsakademi Aarhus.

Vinderen går videre til den nationale konkurrence i Odense, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.

Vinderen fra hvert erhvervsakademi skal dermed konkurrere mod hinanden og præsentere deres praktikophold for en national jury tirsdag den 7. juni på Radison Blu H.C. Andersen Hotel i Odense.

Sådan deltager du i konkurrencen

Er du praktikant fra studieåret 2015-2016, indstiller du din praktikvirksomhed via dette skema.

Internationale studerende kan indstille via dette, engelske skema - og læse mere her.