Studerende til Europas største teknologikonference for at skaffe investorer til nyetableret studieportal

Fire ungarske marketing- og webstuderende Andras Varga, Máté Péter, Adam Karacsony og Balázs Judik fra Erhvervsakademi Aarhus er udvalgt blandt tusindvis af ansøgere til at deltage med deres nystartede virksomhed i Europas største teknologikonference Web Summit i Irland til november.

”Det er en kæmpe mulighed for os,” siger Balázs Judik (yderst til højre på billedet).

Skal mødes med investorer og hot shot-entrepreneurs

Det talentfulde team skal deltage i Europas største teknologikonference Web Summit i Dublin, Irland, fra den 3. til den 5. november 2015. Her får de mulighed for at præsentere deres virksomhedskoncept for investorer og lytte til erfarne iværksættere. Derudover vil de også få mulighed for at høre indlæg fra bl.a præsidenten af Pixar Animation Studios, en medgrundlægger af Instagram og Facebooks tekniske chef.

”Vi er blevet udvalgt blandt tusindvis af ansøgere og skal deltage sammen med 24 andre særligt udvalgte og lovende startup-virksomheder. Det bliver spændende,” siger Balázs, der læser International Sales and Marketing Management. De andre tre landsfæller i teamet læser hhv. Web Development og Marketing Management.

Vil hjælpe studerende på vej på studieophold i udlandet

De fire ungarer har skabt portalen StudentBlogs, der er et onlinefællesskab for studerende på vej til udlandet. Balázs Judik fortæller:

”Ideen til portalen fik jeg, da jeg for et år siden var på udveksling i Kina, men ikke rigtig kunne finde noget samlet information om landet og hvordan det er at uddanne sig der. StudentBlogs skal være et centralt oplysningssite fra studerende til studerende, et fællesskab for studerende over hele kloden på vej ud på et internationalt studieophold. Portalen skal indsamle og udveksle erfaringer omkring internationale studieophold. Man skal kunne læse blogs fra erfarne udvekslingsstuderende, praktik-anmeldelser, stille spørgsmål og på den måde have bedre forudsætninger for at forberede sit ophold.”

Portalen lanceres torsdag den 1. oktober kl. 20.

Vil skaffe 23.000 kr. på få uger

Startup-teamet forsøger nu at skaffe penge til at betale deres deltagergebyr og konferenceophold i Dublin. Derfor har de oprettet en kampagneside, som allerede har skaffet dem 5.950 kr. Deres mål er at skaffe 23.000 kr. inden fredag den 2. oktober kl. 23.59.

Læs mere her:

Studentblogs

StudentBlogs - GO GLOBAL!