Teknisk videreuddannelse af faglærte er vigtig

35 virksomhedsledere, faglærte, tillidsrepræsentanter, organisationer og uddannelsesaktører til BYG OVENPÅ-møde på Erhvervsakademi Aarhus for at høre om nye muligheder for efter- og videreuddannelse.

En faglært, der har lært selv at fintune robotterne, selv kan lave gearkassen på lastbilen, gribe ind i produktionsapparatet eller arbejde som en slags ingeniør light er en gevinst for sin arbejdsplads.

Sådan lød budskabet fra innovationschef Hanne Shapiro fra Teknologisk Institut, da hun onsdag den 25. november gæstede Erhvervsakademi Aarhus i forbindelse ét ud af tre landsdækkende infomøder om virksomheders muligheder for et fagligt kompetenceløft gennem tekniske og produktionsrettede fagmoduler på akademiniveau.

Kompetenceniveau afgørende for innovation og produktion

Hos både produktions – og installationsvirksomheder er medarbejdernes uddannelses- og kompetenceniveau afgørende for innovationsevnen og fastholdelsen af en avanceret masseproduktion, mener Hanne Shapiro.

”Der er flere konkurrenceparametre, men de ansattes uddannelses- og kompetenceniveau er en af de vigtigste. Det kan være en medarbejder, der selv har lært at fintune robotterne og derfor ikke længere behøver at tilkalde en specialist eller en tekniker, der er blevet en slags ingeniør light og er med til at rådgive og udvikle. Når faglærte i fremstillings- og procesindustrien bygger viden ovenpå deres svendebrev, øger det virksomhedens innovationshastighed markant,” konkluderer innovationschefen fra Teknologisk Institut.

Interesse for nye akademiuddannelser til faglærte

Og der er interesse for efter- og videreuddannelse. I hvert fald hvis man spørger en af de fremmødte til mødet, tillidsmand Steffen Hedegaard fra Expedit-koncernen, der laver butiksløsninger til detailhandlen.

“Flere af vores faglærte medarbejdere er allerede gået i gang med en uddannelse, men for mange er der et stort spring fra et AMU-kursus til en akademiuddannelse. Derfor stiller det krav til uddannelsesinstitutionerne om, at de skaber uddannelse i øjenhøjde med de faglærte,” siger han.

Milliard til det dobbelte kompetenceløft

Regeringen har afsat en milliard kroner til at opkvalificere faglærte medarbejdere indenfor teknik og produktion for at styrke Danmark som avanceret produktionsland. Inden 2017 skal 20.000 personer videreuddannes til akademiniveau via 30-40 nye uddannelsesmoduler på de danske erhvervsakademier.

Læs mere på bygovenpå.dk