Gartner-kit vinder Eksperter i teams

Et gartnerkit med spagnumbriketter, frø og plantevejledning blev fredag eftermiddag kåret som bedste ud af 12 finaleideer udviklet under Eksperter i teams på Erhvervsakademi Aarhus fra den 4.- 6. november 2015.

Udover æren modtog de seks vinderstuderende også et gavekort til Magasin på 1.000 kroner, æblevin, chokolade og billetter til håndboldkamp.

”Ideen kom til os ud af det blå i slutningen af første dag, da vi sad og brainstormede. En af fyrene i gruppen sagde, hvorfor laver ikke noget så simpelt som et gaveæske-koncept,” fortæller Katrine Juul Sørensen (pigen i midten af billedet).

Styrke ikke at kende hinanden på forhånd og være fra forskellige uddannelser

Udover Katrine bestod vindergruppen af Casper Mærsk Klebe, Anika Brøndserud, Jes Printzen Christensen, Winni Lundbøl Grann og Rasmus Bach Nielsen. At de er fra forskellige uddannelser var ifølge Katrine en fordel.

”Det er meget lærerigt at møde så mange personligheder og bruge hinandens forskellige fagligheder. Fx havde vi en multimediedesigner i gruppen, der designede vores prototype og en fra økonomi og it, der udregnede produktets indtjeningsmuligheder,” siger 23-årige Katrine, der læser til professionsbachelor i innovation og entrepreneurship.

Gaveæske til oplevelse og læring

Gartner-gaveæskekonceptet med Jiffyplanters særlige spagnumbriketter er tænkt til alle aldersgrupper og forskellige anledninger - eksempelvis Valentinsdag, dåb og bryllup. Den til børn kan fx rumme et minidrivhus, nogle frø og en vejledning, så man kan lære om fotosyntesen og hvordan planterne vokser.

Ideen scorede 33 ud af 40 mulige point og er ifølge skovfoged Peter Benfeldt fra Jiffyplanter A/S et oplagt produkt til havecentre herhjemme og i udlandet.

”Gruppen formåede på flot vis at udtænke et realiserbart produkt, der kombinerer leg og læring, som ikke er set før, og som rammer alle aldersgrupper. Jeg er meget imponeret,” siger Peter Benfeldt (manden ved siden af Katrine i midten af billedet).

Koncept til isproducent og vingård

2. pladsen gik til en gruppe, der havde udtænkt et nyt forretningskoncept til Årø Vingård. På 3. pladsen kom en international gruppe, der havde fundet på et opsigtsvækkende ispinde-koncept til firmaet I Scream Ice Scream.

I alt 70 arbejdsgrupper bestående af 400 danske og internationale studerende fra 12 forskellige uddannelser og 12 virksomheder var med i Eksperter i teams 2015, der blev afviklet for tredje år i træk.

Læs mere om virksomhedscases ved 'Eksperter i teams' 2015.

Læs mere om det årlige innovationsforløb, 'Eksperter i teams'.