Markedsføringsøkonomer til Argentina

Et hold markedsføringsøkonomer med speciale i globalisering drager de næste tre uger til Buenos Aires for at studere sammen med argentinske universitetsstuderende og lave markedsanalyser for tre danske virksomheder.

UNLA-universitetet (Universidad National de Lanus) i Buenos Aires får de næste tre uger besøg af 35 studerende og to undervisere fra den særlige globallinje på markedsføringsøkonomuddannelsen.

Læs mere om uddannelsen.

Det oversøiske projektophold er en obligatorisk del af uddannelsen og skal klæde de studerende på til at arbejde professionelt i en international sammenhæng.

”Det bliver virkelig fedt og noget, som man kun oplever én gang i sit liv. Det vil skubbe vores grænser,” siger en af de studerende Anne Kirstine Skytt (på billedet står hun nummer fire fra venstre, forreste række).

Besøg på ambassade og mejeriselskab

I Buenos Aires vil aarhusianerne blive undervist af tre argentinske professorer og gå på hold med universitetsstuderende i økonomi og markedsføring. På skemaet er der også masser af kulturudveksling og virksomhedsbesøg. Danskerne skal besøge virksomhederne ENKOTEC, CIC Analytic, ARLA FOODS, den danske ambassade, den danske kirke, reklamebureauet JWT og spritkoncernen Camparis marketing- og produktionsafdeling.

Skal undersøge markedspotentiale for danske firmaer

Under opholdet skal de studerende også lave markedsanalyser for tre danske virksomheder. I år skal de arbejde for Egå-firmaet OBAKU, der designer ure, Horsens-møbelfirmaet Interstil og Rahbek, som sælger fiskeretter til detailhandelen.

Afsted for andet år

Det er andet år i træk, at det særlige globalhold på markedsføringsøkonomuddannelsen er i Buenos Aires. Som tak for udvekslingen kvitterer erhvervsakademiet med en til to studiepladser og scholarships i et semester til to udvalgte argentinske studerende. Sidste år blev Micaela Santana og Juan Cruz Ferreyra fra UNLA-universitetet udvalgt til at læse et semester i Aarhus (på billedet står de nummer to fra venstre, forreste række og nummer et fra venstre, bagerste række).

”Det udvikler en personligt og er en oplevelse for livet. Undervisningen her på erhvervsakademiet er meget anderledes end i Buenos Aires. Her er der mere teamwork og mere praktisk arbejde, hvilket er meget lærerigt,” siger Juan Cruz Ferreyra, der skal være på akademiet frem til semesteret slutter i juli.

50 udenlandske samarbejdspartnere i 20 lande

UNLA-universitetet i Buenos Aires er det seneste i rækken af i alt 50 udenlandske uddannelsesinstitutioner, der samarbejder med Erhvervsakademi Aarhus omkring udveksling af studerende, undervisere og caseopgaver.

Partnerinstitutionerne er fordelt på 20 lande, eksempelvis USA, Canada, New Zealand, Kina, Tyrkiet, Tyskland, England, Finland og Spanien.

”Vi har længe ønsket at få Sydamerika på kortet over oversøiske uddannelsespartnere. Det giver vores studerende en unik mulighed for at arbejde med erhvervslivet i et land med en helt anden kultur, sprog og samfundsstruktur,” siger lektor Birgitte Nygaard Alexandersen (yderst til venstre på billedet).

Vil være landets mest internationale erhvervsakademi

Erhvervsakademi Aarhus har en ambition om at blive det førende erhvervsakademi i landet målt på internationalisering. De sidste to år har mere end 110 danske studerende bl.a. læst et semester på en af akademiets internationale partnerinstitutioner. Samtidig har næsten hver fjerde studerende på akademiet udenlandsk baggrund. De er med til at skabe et internationalt miljø, som også kommer de danske studerende til gode, fortæller Head of International Relations Mads Hedelund.

”De unge, vi uddanner i dag, skal måske arbejde hos eksempelvis Arla, og der forventes det, at man kan fungere i en afdeling med folk med andre nationaliteter, eksportere og lave markedsføringskampagner til andre kulturer og så videre. Hos mange virksomheder skal medarbejderne være parate til at arbejde professionelt i en international sammenhæng. Ved at sende vores studerende ud i verden og skabe et internationalt studiemiljø sikrer vi, at de allerede har de kompetencer i rygsækken.”