Nyuddannede multimediedesignere med tilsammen tyve 12-taller

Julie Jakobsen, Nikoline Mejdal Lauritzen, Mette Nielsen og Line Hildebrandt Wolff dimitterer som multimediedesignere fra Erhvervsakademi Aarhus med tilsammen tyve 12-taller på eksamensbeviset.

De fire nyuddannede multimediedesignere har høstet de blærede bedømmelser undervejs gennem deres to-årige videregående uddannelsesforløb. Senest har de fået hver deres 12-tal til deres afsluttende hovedopgave.

Topkarakterer er ikke kommet af sig selv

De fire studerende har arbejdet gruppevis to og to med deres hovedopgave, hvilket har gjort dem endnu dygtige.

”Min makker og jeg har suppleret hinanden godt og har begge en stor interesse i kommunikation, programmering og design. Vi har brugt rigtig lang tid på vores opgaver og det er ikke kommet nemt til os. Det kræver rigtig meget af dig selv og din makker og jeg har kæmpet hårdt hele vejen for mine fem 12-taller,” fortæller 24-årige Julie Jakobsen fra en strand i den tyrkiske ferieby Mamaris.

Blod på tanden

Julie Jakobsen og hendes makker Mette Nielsen høstede deres første 12-tal allerede på 1. semester. Det gav dem ’blod på tanden’.

”Vi tænkte: så kan vi sgu gøre det igen og begyndte fra da af at stile efter flere 12-taller,” forklarer Julie, der også tilbragte sin praktikperiode på 4. semester sammen med arbejdsmakkeren Mette. De var i praktik i London hos webbureauet The Web Kitchen.

Gode undervisere

Også de to andre 12-tals-dimittender Line Hildebrandt Wolff og Nikoline Mejdal Lauritzen nævner ambitiøst gruppesamarbejde og inspirerende undervisere som en af forklaringerne på, at de nu har fem 12-taller på cv’et.

”Vores undervisere har lært os en masse og vi har derudover fået rigtig meget ud af praktikken, hvor vi har arbejdet med rigtige kunder.” siger Nikoline Mejdal Lauritzen, der dog ikke går på sommerferie lige foreløbig. Hun har nemlig fået fast arbejde hos det digitale bureau Adhost i Aarhus, hvor hun også var i praktik.

Efter sommerferien vil de fire multimediedesignere jagte flere 12-taller. De fortsætter nemlig på professionsbacheloruddannelsen i e-konceptudvikling på Erhvervsakademi Aarhus.

Læs mere om den populære 1,5-årige overbygningsuddannelse her >>