Møbelstuderende på vej til Stockholm for at se på trends

29 kommende møbelfolk rejser i næste uge til Stockholm for at beskrive trends og møde danske udstillere.

Stockholm Furniture & Light Fair får fra den 3.-7. februar besøg af 29 markedsføringsøkonomstuderende med speciale i international business & design management. De studerende er første årgang på en helt ny, brancherettet uddannelse med det formål at hjælpe møbel- og interiørbranchen med at tjene flere penge.

Læs mere om uddannelsen >>

Beskrive trends

På messen skal de studerende møde danske udstillere, lære, hvordan man arrangerer messedeltagelse og udarbejde trendanalyser. Det fortæller adjunkt og uddannelseskoordinator Peter Trasbjerg.

”I Stockholm skal de studerende bruge det, de har lært på 1. semester om trendspotting. Her får de til opgave at udarbejde et nyhedsbrev og skal med video, fotos og tekst beskrive nyeste trends og tendenser inden for områder som kontormøbler, belysning, gulve og tekstiler.”

Virksomheder eller andre, der ikke selv har mulighed for at deltage på messen i Stockholm, er velkomne til at henvende sig på plbt@eaaa.dk og få tilsendt de studerendes trendbriefs, tilføjer Peter Trasbjerg.

Til Milano for at analysere købekraft

Til april venter endnu en studietur – denne gang rejser holdet til International Furniture Fair i Milano for at samle data ind og udarbejde markedsanalyser for danske udstillere.

”Vi har kontakt med forskellige firmaer, der gerne vil have hjælp til at lave spørgeskemaer og analysere købekraft inden for bestemte produktkategorier. Det skal lære de studerende at arbejde vidensbaseret og analytisk,” siger Peter Trasbjerg. Han håber, at de studerendes hjælp vil komme de danske virksomheder til gavn.

”Vores mission er at gøre en forskel for den danske møbelbranche ved at uddanne de kløgtigste kandidater til marketing- og salgsrelaterede opgaver. Derfor er det vigtigt, at de studerende selv kommer ud i felten, prøver teorien af i praksis og opbygger knowhow.”