Elitesportsfolk forbereder sig til en karriere uden for banen

Antallet af studerende på den fleksible akademiuddannelse i international handel og markedsføring med profil i salg - en særlig uddannelse for elitesportsfolk – er fordoblet siden 2012. Blandt de studerende er superligaspiller Mads Agesen fra FC Randers og Kasper Risgård fra AaB. Med disciplin og fleksible undervisere kan bold og bøger godt kombineres, mener de.

Ufaglært. Det er virkeligheden for en del elitesportsudøvere. De ender bagerst i jobkøen, når kampen for alvor er fløjtet af og karrieren som sportsmand skal erstattes af en anden erhvervskarriere. For at sikre, at flere elitesportsudøvere får en videregående uddannelse, lancerede Erhvervsakademi Aarhus i samarbejde med spillerforeningerne og Study4player i 2012 en tre-årig akademiuddannelse i international handel og markedsføring med fokus på salg.

Læs mere om uddannelsen >>

Det kan godt lade sig gøre at kombinere boldspil og bøger.

”Vi strækker os ekstra meget for at hjælpe sportsfolkene igennem, da vi ser det som en samfundsopgave at sørge for, at denne faggruppe får en uddannelse, de kan falde tilbage på, når deres sportskarriere lakker mod enden,” siger markedschef og underviser Brian Kruse Jacobsen.

Læs om de studerende på uddannelsen >>

Kort karriere

De fleste sportsfolk har en karriere på topplan, der varer i 10-15 år. Som 35-årig stiller mange topspillere fodboldstøvlerne og skal derfor tænke på, hvad de så skal lave uden for kridtstregerne på grønsværen.

Derfor er det ifølge direktør Rasmus N. Haagensen fra 4player glædeligt, at flere og flere atleter uddanner sig. Spillerforeningernes uddannelsesprojekt, Study4player, har de seneste syv år givet studierådgivning til og hjulpet elitesportsudøvere inden for primært fodbold, håndbold og ishockey i gang med en uddannelse.

”Uddannelse er kommet på dagsordenen i mange professionelle sportsklubber. De mange fleksible uddannelsesmuligheder man nu har som elitesportsudøver, har rokket godt og grundigt ved opfattelsen af, at elitesport og uddannelse ikke kan kombineres. Samtidig tror jeg også, at landets økonomiske situation, hvor jobs ikke hænger på træerne, får flere elitespillere til at tænke sig om og tage en videregående uddannelse,” siger Rasmus N. Haagensen, der selv er tidligere elitespiller i håndbold.  

Sælgerjobbet ligger lige til højrebenet 

Netop en uddannelse i handel og markedsføring med fokus på salg står højt på ønskelisten hos mange af landets elitesportsudøvere, siger Rasmus N. Haagensen.

”Der er rigtig mange sportsfolk, som gerne vil arbejde som med salg i deres karriere nummer to. Sportsfolk matcher i særlig grad det, der kræves i et job med salg. Udøverne er vant til at blive målt og vejet på deres resultater,” siger han og henviser til en undersøgelse fra 2008, hvor salg som erhvervsområde var topscorer som udøvernes foretrukne uddannelses- og karrierevalg.