Diplomuddannelse vil opkvalificere bilbranchen

Til februar starter nye hold på diplomuddannelsen i international handel og markedsføring, og som noget nyt målrettes uddannelsen nu også professionelle autofolk. De har behov for et fagligt løft, mener tidligere branchedirektør for DI Bilbranchen.

Bilfolk gør klogt i at forholde sig mere analytisk og strategisk til branchens strukturelle udfordringer. Det mener tidligere branchedirektør i DI Bilbranchen, René Tønder Nielsen, der i dag er indehaver af autobranche-konsulentfirmaet Udvikling A/S.

”De fleste folk i bilbranchen er praktiske og driftsorienterede, men ikke så øvede i at tænke abstrakt og strategisk. Bilbranchen udfordres bl.a. af ændringer i købsprocessen og kundernes vidensniveau, der nogle gange overstiger sælgernes. Mange steder er rentabiliteten ikke tilfredsstillende og det kræver, at man driver sin bilforretning på en ny og smartere måde. Vi har i branchen været ganske dygtige til uddannelser på det tekniske område, hvorimod salg, administration og ledelse har haltet. Derfor er det positivt, at der nu kommer en ny, kompetencegivende uddannelse til autofolk på videregående niveau, for det er der behov for,” vurderer René Tønder Nielsen.

Stor interesse fra biløkonomer

Diplomuddannelsen i international handel og markedsføring er på niveau med en bacheloruddannelse og svarer til en HD 2. del. Undervisningen veksler mellem teori og praksis, og der er både dag- og aftenundervisning. På uddannelsen deltager også andre faggrupper, hvilket giver mulighed for tværfagligt arbejde.

Læs mere om uddannelsen >>

En af de interesserede er marketingchef Jesper Søgård fra Autohuset Vestergaard.

”Jeg har længe overvejet at supplere min biløkonomuddannelse med en HD i markedsføring, men denne uddannelse lyder mere relevant, fordi den tager afsæt i min dagligdag i autobranchen og ikke er helt så teoretisk som en HD,” siger Jesper, der de sidste ni år har arbejdet for bilhuse i Danmark og USA. Hos Autohuset Vestergaard har den 28-årige marketingchef det overordnede ansvar for markedsføring af personvogne i firmaets ni filialer, der er placeret i trekantsområdet, på Fyn og i Nordsjælland.

”Jeg tror, det er vigtigt at udvikle sig og suge ny viden til sig, hvis man gerne vil blive ved med at være en attraktiv medarbejder. Jeg vil gerne bygge ekstra på i forhold til hvad jeg i forvejen ved om markedsanalyser, markedsføring, økonomi, branding og kommunikation,” siger han.

Diplomuddannelse gav nyt job

Vil man til tops i branchen er det nødvendigt med videreuddannelse. Den erkendelse fik i 2011 31-årige Simon Justesen til at tage en diplomuddannelsen i ledelse med speciale i organisatorisk lederskab. Uddannelsen tog han sideløbende med sit daværende job hos Autohuset Vestergaard. Undervejs skiftede Simon til en projektlederstilling hos den dansk-svensk-tyske koncern Daimler/Mercedes-Benz Danmark.

”Det var en god uddannelse, og jeg lærte meget, men jeg er sikker på, at denne nye uddannelse i international handel og markedsføring havde været ligeså eller måske endda mere relevant for mig,” siger Simon, der har en baggrund som biløkonom.

”Uddannelsen har givet mig et løft på det analytiske og strategiske plan og jeg er blevet klogere på god og mindre god ledelse og forskellige ledelsesstile. Jeg tror, at uddannelsen har hjulpet til, at jeg fik mit nuværende job,” fortæller Simon Justesen.

Godt alternativ til HD

At diplomuddannelsen i international handel og markedsføring nu også målrettes autofolk er ikke set før i Danmark. Det er en attraktiv uddannelsesvej for erhvervsaktive, der vil dygtiggøre sig inden for salg og markedsføring, fortæller uddannelseskoordinator Finn Rolighed.

”Uddannelsen er et godt alternativ til HD-uddannelserne og adskiller sig ved at være mere praktisk orienteret. Uddannelsens force er, at vi lægger meget vægt på de studerendes praktiske kompetencer. De skal være operationelle og kunne arbejde med den teori, de lærer. Vi har gæsteundervisere og de mindre holdstørrelser er et plus i forhold til gruppearbejde, holddynamik og studiekredse. Derudover stiller vi krav til vores undervisere om, at de som minimum har en kandidatgrad og mangeårig praktisk erfaring fra erhvervslivet. Det sikrer en praksisnærhed, som ligger i vores DNA.”

Efter at have gennemført uddannelsen bliver titler som eksportchef, marketingkoordinator og Key Account Manager nye muligheder til visitkortet.

”Diplomuddannelsen er et godt springbræt til nye arbejds- eller ansvarsområder, specialisering og karriereskift,” mener Finn Rolighed.

Et stærkt fagligt miljø

På Erhvervsakademi Aarhus uddanner vi i forvejen bl.a. biløkonomer og forskellige professionsbachelorer inden for finans, innovation, entrepreneurship og international handel og markedsføring. Dermed kan de studerende trække på husets mange økonomiske og merkantile kompetencer og faglige miljøer.

”Denne uddannelse har mange faglige snitflader til nogle af de fag, vi allerede udbyder, og ligger derfor fint i tråd med det, vi laver i forvejen,” siger Finn Rolighed.

Læs mere om uddannelsen >>