Erhvervsakademi Aarhus afholder pressemøde om Google Glass i landbruget

Fire midtjyske kvægbønder er sammen med Erhvervsakademi Aarhus, SEGES og Aarhus Universitet de første i Danmark til at teste funktionerne i Googles internetbrille i landbrugserhvervet. De næste tre uger skal brillen prøves af ude hos landmændene for at se, om det kan forbedre arbejdsrutiner og dermed bundlinje.

Googles meget omtalte internetbrille sidder de næste uger på næsen af landmændene Mikkel Juhl Nielsen fra Djursland, Eskild Grabow Olesen fra Horsens, Nis Kristian Hjort fra Børkop og Sjouktje van der Wier fra Gedsted. Med brillen vil landmændene bl.a. kunne se informationer om deres køer og registrere brunst, mælkeproduktion, heldbredstilstand på køernes yver, klove og lemmer.

Science fiction-agtigt

På Ennerrupgård i Horsens er kvægproducent Eskild Grabow Olesen lige nu i gang med at prøve brillen. 

”Det er da spændende, men også underligt at skulle tale til brillen og få billeder og data op i synsfeltet. Jeg kan sagtens se potentialet for mig – især i større bedrifter, og jeg er sikker på, at vi om ti år alle går rundt med sådan en tingest på armen eller hovedet,” siger han.

Fra næste uge skal brillen videre til økologisk kvægproducent Mikkel Juhl Nielsen fra Følle nord for Aarhus. Også han glæder sig til at afprøve den nye teknologi.

”Det er da lidt fremmed og science fictionagtigt at skulle gå rundt med brillen på, og jeg er meget spændt på at se, om den kan lette nogle af mine arbejdsrutiner i stald og mark,” siger han.

Kvægapplikationen til Googles banebrydende smart glass wearable-teknologi er udviklet af Erhvervsakademi Aarhus i samarbejde med SEGES, der tidligere hed Videncentret for Landbrug, og Aarhus Universitet.

Pressemøde onsdag den 6. maj kl. 10

Erfaringer og oplevelser efter de første ugers brug af brillen vil blive præsenteret onsdag den 6. maj kl. 10-12 hos landmand Mikkel Juhl Nielsen på hans gård Karensminde, Tangbakkevej 3, 8410 Rønde.

På mødet vil Erhvervsakademi Aarhus, SEGES og lektor Sune Dueholm Müller fra Aarhus Universitet fortælle om projektet og landmændene vil demonstrere og dele erfaringer fra de første ugers brug. 

Alle er velkomne.

Se hele pressemeddelelsen (pdf) - med kontaktdata på landmænd og forskere