Silikone-frisørkrave vinder stor idékonkurrence

En silikonekrave til at undgå hår i nakken under klipning hos frisører opfundet af seks markedsføringsøkonomer vandt torsdag den 20. november 2014 en landsdækkende idékonkurrence i Fredericia.

I skarp konkurrence med 2.500 andre studerende fra videregående uddannelser over hele landet vandt seks markedsføringsøkonomstuderende på iværksætterilinjen torsdag eftermiddag idékonkurrencen ved Danish Entrepreneurship Award 2014 i Fredericia.

”Vi er rigtig glade og en kende overraskede over, at vi vandt,” siger 20-årige Lucas Tranholm Pedersen, der sammen Robin Moisen, Simon Fisker, Camila Bernhardt, Catarina Bjerregaard og Pernille Nielsen blev honoreret med klapsalver, blomster og en check på 10.000 kr.

Slut med kløe

De seks studerende har opfundet en silikonekrave til frisørsaloner, så kunderne ikke får hårrester i nakken.

”Det har taget os et par måneder at udvikle ideen, som er opstået helt lavpraktisk, fordi en i gruppen havde været til frisør og klagede over hår i nakken, der klør. Vi har vist vores kraveidé til en række frisører, og de er meget begejstrede,” siger Lucas Tranholm Pedersen.

Tophemmelig

Kraven er endnu så hemmelig, at der ikke findes billeder af den. Gruppen er nemlig blevet advaret mod at vise billeder af deres prototype, før de har patent på den.

”Vi er alle meget rationelle og tilbageholdende, og derfor er det rart at vinde denne pris. Det bekræfter os i, at selvom vi har været kritiske omkring vores idé, så er den god nok,” siger Lucas Tranholm Pedersen.

EAAA-studerende dominerede finalefelt

I alt fire hold var udtaget til finalen i kategorien videregående uddannelser  – tre af dem fra Erhvervsakademi Aarhus. Blandt de dystende finalehold var blandt andet en pendler-kurér-service til postboks-pakker som konkurrent til Post Danmark, en madpakkeplan-app og en app, der viser butikkers varelager og priser.

”Niveauet har været imponerende højt i dag. Der er rigtig mange gode ideer med stort potentiale, og det viser bare, at vi har mange unge mennesker i Danmark, der har evnerne til at skabe fremtidens vækstvirksomheder,” siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise ifølge FFYE.

Kongeligt besøg

I alt 6.000 unge idémagere fra videregående uddannelser, erhvervsuddannelser og grundskoler deltog i Danish Entrepreneurship Award 2014. Der deltog også lærere og undervisere, erhvervsfolk og politikere. Dagen var arrangeret af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise i samarbejde med Trekantområdet Danmark, og er en del af Danmarks Vækst- og Iværksætteruge. H.K.H. Prinsesse Marie kom også på besøg for bl.a. at høre om, hvordan lærere i grundskolen arbejder med innovation og entreprenørskab i deres undervisning.