Studerende tilbydes attraktive kontorer i Navitas-huset på havnen i Aarhus

Op mod 30 studerende tilbydes at blive en del af et at attraktivt arbejdsfællesskab i den nye Navitasbygning på havnen i Aarhus.

Ti virksomhedsteams fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship får til august mulighed for at blive en del af et helt særligt rugekassemiljø for nystartede virksomheder. Erhvervsakademi Aarhus forlænger nemlig samarbejdsaftalen med forskerparken og kontorfællesskabet INCUBA A/S, der er hjemsted for en række nystartede og etablerede virksomheder.

Glad for at huse iværksætterstuderende

Hos INCUBA er direktør Arne Vesterdal glad for at bidrage til udviklingen af fremtidendes iværksættertalenter ved at tilbyde studerende fra Erhvervsakademi Aarhus kontorplads i forsker- og iværksætterparken.

Erfaringerne fra det første år, hvor seks teams fra uddannelsen var tilknyttet INCUBA var gode, fortæller Arne Vesterdal.

”Det er jo Danmarks første iværksætteruddannelse, og jeg har været imponeret over hvor højt niveau vi er blevet præsenteret for – både når det drejer sig om forretningsforståelse, kundefokus, engagement og eksekvering.”

Netværk og gode arbejdsbetingelser

Også uddannelseschef Jesper Klintrup fra Erhvervsakademi Aarhus er overbevist om værdien af samarbejdet.

”Samarbejdet med INCUBA giver vores studerende mulighed for at drive egen virksomhed i deres praktikperiode i supergode omgivelser, hvor de har mulighed for at skabe netværk med andre iværksættere og har adgang til professionel sparring og spændende arrangementer undervejs i forløbet,” siger han.

Både INCUBA og erhvervsakademiet glæder sig til at følge det næste hold iværksættere, som til august flytter ind i INCUBA’s Njubiz-afdeling for nystartede iværksættere.

Der er i alt ti skriveborde med to pladser på højkant til studerende, der søger inden juni.

Prøvet af første årgang

Dan Vium er en af dem, der har prøvet at have kontor hos INCUBA. Han dimitterede sidste år som professionsbachelor i innovation og entrepreneurship og driver i dag virksomheden ’Room for Change’. Virksomheden startede han under studiet sammen med tre medstuderende.

”Det har været en kæmpe fornøjelse at starte Room For Change op i Njubiz. Vi har nydt godt af de gode omgivelser, den gode beliggenhed og muligheden for at spare med andre virksomheder i startup-fasen,” siger Dan Vium, og i dag arbejder på fuldtid i egen virksomhed.

Populær

Siden uddannelsen i innovation og entrepreneurship i 2012 optog 29 håbefulde unge, er antallet af studerende vokset markant. I 2013 søgte 109 ind. 78 af dem blev optaget. 20-30 af disse studerende – svarende til ti teams - får nu mulighed for at lægge billet ind på en kontorplads hos INCUBA med adresser i Aarhus Nord og Skejby og på havnen i Aarhus i den spritnye Navitasbygning.