Jordbrugsstuderende med til at planlægge Nordeuropas største maskindemonstration i græsmarken

Seks studerende fra Erhvervsakademi Aarhus hjælper udstillere på maskinforhandlermessen Græsland 14 med at demonstrere maskiner.

Jordbrugsteknologstuderende med speciale i agroteknik er den sidste tid blevet en hel del klogere på at organisere, planlægge og gennemføre messe. Som led i deres uddannelse har de nemlig været i praktik hos en række af de udstillere, som viser maskiner frem på den store midtjyske landbrugsmesse Græsland 14. Græsland er Nordeuropas  største inden for lige netop dette felt, er for danske maskinforhandlere, maskinstationer og mælkeproducenter, der vil være klogere på alt, hvad der rører sig inden for slætgræs.  

Øger motivationen

Under praktikperioden har de studerende hjulpet deres praktiksted med at organisere, planlægge og gennemføre virksomhedens deltagelse i Græsland 14, der finder sted den 20. juni nær Frederiks i Midtjylland.

”Virksomhederne er rigtig glade for at få praktikanterne ind, fordi der er tale om nogle unge, friske mennesker, som har noget praktisk erfaring. Nogle af dem er uddannet jordbrugsmaskinfører, de kender landmændene, de kender landmændenes tilgang til den her verden, og de er klar til at løse nogle konkrete opgaver. Dette er en god mulighed for de studerende for at blive koblet op på noget ude i virkeligheden, og det øger deres motivation og giver dem et værdifuldt netværk,” siger Studievejleder og underviser Kurt Rasmussen fra Erhvervsakademi Aarhus.

Gavner karrieren

En af de studerende, der har været i praktik, er Søren Tougaard. Han har hjulpet MI, Maskinhandler Indkøbsringen i Vejle med til at planlægge deres deltagelse på Græsland. Han håber, at praktikken kan gavne hans videre karriere.

”Jeg tager denne uddannelse for at få nogle forbindelser i maskinbranchen, så jeg i fremtiden kan komme videre i erhvervet. Min oprindelig plan med at tage uddannelsen var et blive maskinudvikler, men jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre,” siger Søren Tougaard til Maskinbladet.

Læs mere her:

Maskinbladet.dk: Her skal Græsland foregå >>
Maskinbladet.dk: Maskinforhandlere inviterer nye kræfter indenfor >>

Program for Græsland 2014 >>