Få styr på informationssikkerhed og hvordan du sikrer dig mod it-angreb

Erhvervsakademi Aarhus vil med nyt seminar gøre folk klogere på informationssikkerhed.

Digitaliseringsbølgen ruller ind over os og stiller krav til virksomheder, organisationer og privatpersoner om at have styr på informationssikkerheden. Men hvordan ved man, om de persondata, man ligger inde med, er sikre? På dagsseminaret 'It-sikkerhed i praksis' onsdag den 27. august kl. 9.00-16.00 på Erhvervsakademi Aarhus kan du få praktiske og håndgribelige anvisninger på, hvad du kan gøre for at sikre dig mod misbrug af data.

Stigning i cyber-kriminalitet

Når kriminelle bryder ind i virksomheders it-systemer og stjæler data eller sætter et ødelæggende virusangreb ind på betalingsinfrastruktur, så har det alvorlige økonomiske konsekvenser for både samfundet og de enkelte virksomheder. Ikke mange virksomheder tør stå frem oven på et it-angreb. Det gør det nemmere for it-kriminelle at fortsætte. Det fortæller Helle Ihme, partner i it-sikkerhedsfirmaet FraudID, der bekæmper betalingskortkriminalitet.
”Over de seneste år bliver stadig mere kriminalitet foretaget på internettet. På verdensplan ses der stigning i alt lige fra ID-tyveri til hacking og 3. mandsmisbrug af betalingskort. It-kriminalitet på nettet er et stadig større problem, som påvirker os alle. Derfor er det vigtigt at kende til risici og minimere risikoen for, at det går galt,” siger Helle Ihme, der har en fortid som politibetjent og ansat hos PBS/Nets som efterforsker af kreditkortmisbrug.

Overlevelse afhænger af, om man har styr på det

Helle Ihme vil sammen med it-sikkerhedschef Jens Roed Andersen fra Energinet.dk give kursisterne konkrete eksempler på hvad der sker, når det går rigtig galt og fortælle om, hvordan man forebygger. Og det er der god brug for. Det er nemlig afgørende for en virksomheds overlevelse, at der er styr på informationssikkerheden. Sådan siger it-sikkerhedschef Jens Roed Andersen, der er kendt som oplægsholder på konferencer og seminarer og deltager i den nationale arbejdsgruppe for udformning af en it-sikkerhedsstrategi for Danmark.
”I en stadig stigende digitaliseret verden er det afgørende for virksomhedens overlevelse, at der er styr på informationssikkerheden. Har virksomheden ikke det, har den heller ikke styr på sin forretning. Den erkendelse er først nu ved at gå op for folk,” siger han.