Erhvervsakademi Aarhus tiltrækker studerende fra hele verden

Studerende fra 29 forskellige lande starter i denne og næste uge på en videregående uddannelse på Erhvervsakademi Aarhus.

Hver femte nye studerende på Erhvervsakademi Aarhus kommer fra et andet land. Ud af de 2.524 nye studerende optaget i år, er 521 af dem er fra et andet land. Dermed er antallet og andelen af udenlandske studerende på Aarhus’ tredje største uddannelsesinstitution det højeste nogensinde. 

”Vores ambition er at blive det førende erhvervsakademi i landet hvad angår internationalisering, fordi vi gerne vil have et internationalt studiemiljø. Af samme grund opfordrer vi også vores danske studerende til at tage på studie- og praktikophold i udlandet. Det er glædeligt, at vores strategi om at tiltrække og fastholde mange dygtige internationale studerende – ca. 20 procent af vores samlede optag – er nået,” siger Head of International Relations Mads Hedelund fra Erhvervsakademi Aarhus.

29 forskellige nationaliteter

Hollandske Soraya Zieren er én af de 521 internationale studerende optaget i år. Soraya begynder mandag den 25. august 2014 på den engelsksprogede version af markedsføringsøkonomuddannelsen og vil bagefter læse en bachelor i International Sales and Marketing Management.

”Jeg er meget interesseret i at lære nyt og glæder mig til at begynde på uddannelsen,” siger 21-årige Soraya, der allerede har fundet både studiejob og dansk kæreste i Aarhus.   
”Efter min uddannelse vil jeg rigtig gerne blive her og arbejde. Jeg er allerede vild med Danmark. Befolkningstætheden er ikke nær så stor som i Holland. Her er højt til himlen, masser af grønt og luft omkring mig,” siger Soraya.

Fra Rom til Aarhus

De studerende kommer fra lande som Costa Rica, Grønland, Afghanistan, USA, Norge, Hviderusland og Etiopien. Listen med nye studerende tæller hele 29 forskellige nationaliteter. For første gang er også italienere som Giulia Bartolomucci sluppet gennem nåleøjet på Erhvervsakademi Aarhus. For nylig flyttede hun fra Rom til Højberg for at uddanne sig til laborant på Erhvervsakademi Aarhus.

”Jeg har længe vidst, at jeg ville tage min uddannelse i udlandet, fordi jeg elsker fremmedsprog og nye kulturer. Jeg kan godt lide de nordiske lande og valgte Erhvervsakademi Aarhus, fordi der er en praktisk tilgang til faget og virksomhedspraktik som en obligatorisk del af uddannelsen, hvilket jeg ser som en kæmpe fordel for mine kommende jobmuligheder.”
Den 19-årige romer og hendes kæreste er allerede installeret på Rundhøjkollegiet i Aarhusbydelen Højbjerg.

”Jeg glæder mig til at lære dansk, forbedre mit engelsk og møde andre studerende med samme passion for videnskab, bioteknologi og laboratoriefag som jeg,” siger hun.

Et af byens mest internationale uddannelsesinstitutioner 

Udenlandske studerende strømmer fra hele verden til Erhvervsakademi Aarhus for at uddanne sig. Alene i juli optog erhvervsakademiet 432 nye studerende med 29 forskellige nationaliteter. I foråret optog man 89. Dermed er hver femte optagne i år fra et andet land. På nogle af erhvervsakademiets engelsksprogede uddannelser er udlændingene ligefrem i klart overtal. Ifølge tidligere opgørelser optager erhvervsakademiet og Arkitektskolen i Aarhus langt flest udenlandske studerende sammenlignet med byens andre videregående uddannelsesinstitutioner. 

 

Erhvervsakademi Aarhus

2011

2012

2013

2014

Stigning fra
2011 til 2014

Internationale studerende

338

412

457

521

54 procent flere int. studerende

Samlet optag (danske og internationale)

1796

2156

2266

2524