Studerende tester Google Glass på landmænd

Erhvervsakademi Aarhus og Videncentret for Landbrug bliver blandt de første til at teste funktionerne i Googles nye, innovative internetbrille, Google Glass. Brillen forventes at kunne forbedre arbejdsrutiner og dermed bundlinje i landbruget.

Googles meget omtalte internetbrille spiller en central rolle i et nyt projekt mellem Erhvervsakademi Aarhus og Videncentret for Landbrug. I Danmark findes brillen endnu kun i få eksemplarer, og én af dem kommer snart til at sidde på næsen af en dansk landmand.

”Projektet vil involvere datamatiker- og jordbrugsteknologstuderende og virksomheder, og vi ser frem til at kunne være blandt de første i Danmark, der arbejder med denne nye teknologi. Der er mange spændende indgangsvinkler med briller som disse,” siger udviklings- og innovationschef Hanne Troels Jensen fra Erhvervsakademi Aarhus.

Googles briller er et elektronisk medie med en skærm og et kamera, der via stemmekommandoer og en berøringsflade leverer efterspurgt data i brugerens synsfelt. Brillen kan også optage foto og video og dele det med andre.

Forbedrer overblikket

Hos kvægproducent Mikkel Juhl Nielsen fra Følle er brugen af tablets og smartphones allerede vigtige værktøjer i hverdagen. Han er spændt på, om internetbrillen kan blive et endnu bedre it-redskab til at forbedre overblikket og dermed bundlinjen.

”Det lyder da lidt fremmed og science fictionagtigt at skulle gå rundt med sådan en computerbrille, men i dag bruger vi jo allerede mange forskellige app’s til at registrere tidsforbruget i marken, holde styr på foderforbrug, fødsler og brunst. Jeg kunne derfor sagtens forestille mig, at brillen kunne blive en hjælp,” siger han.

Stort potentiale

Landbruget fremsatte tilbage i 2009 en vision om en intelligent ’landmandsbrille’. Nu, hvor Erhvervsakademi Aarhus stiller Google Glass til rådighed for projektet, er denne vision kommet et stort skridt nærmere målet.

”Vi ser et stort potentiale i Google Glass og brillens mulighed for at optimere arbejdsprocesser i et erhverv, hvor medarbejdere ikke kan have en computer med sig og helst skal have begge hænder frie. Mængden af data og informationer øges konstant, og landmanden mister hurtigt overblikket. Han bliver derfor nemt låst fast bag skærmen på kontoret, selvom der er behov for ham ude i bedriften. I dag er alternativet en stigende mængde forskellige håndholdte enheder – én til hvert system. Landmanden har behov for adgang til relevante informationer og data dér, hvor han er, og her kan brillen blive et vigtigt hjælpemiddel,” siger chefkonsulent Nicolai Fog Hansen fra Videncentret for Landbrug.