Studerende får innovationspris for epilepsi-app

Tre internationale studerende fra Erhvervsakademi Aarhus hædres med landsdækkende innovationspris og 50.000 kr. for deres livreddende hjælpemiddel til epileptikere.

En app til registrering, advarsel og vejledning i forbindelse med epileptiske anfald modtog i går en landsdækkende innovationspris og 50.000 kr. App’en er udviklet af tre lettiske studerende fra Erhvervsakademi Aarhus. En af dem har på nært hold oplevet, hvor frustrerende det er, ikke at kunne yde førstehjælp til epileptikere, der fx falder om på gaden. Derfor udviklede de app’en AurApp som et hjælpemiddel til epileptikere og deres pårørende. Via mobilt netværk kan app’en fx advare forbipasserende om anfald og informere om, hvordan epileptikeren kan reddes. App’en kan også sende sms til pårørende og advare det lokale hospital i tilfælde af, at epileptikeren er efterladt alene på gaden.

”Hvert år dør 1.000 mennesker af epileptiske anfald. 400 af dem kan reddes, bl.a. ved hjælp af vores app,” siger 21-årige Arturs Avramenko. Vinderapp’en har han udviklet sammen med sine to medstuderende Martin Spricis og Nikita Kazakevics fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entreprenørskab på Erhvervsakademi Aarhus.

”Det er helt fantastisk, at vi har vundet. Vi er meget stolte og glade,” siger Artur Avramenko.

Bedste ud af 32

Et dommerpanel af fagfolk pegede på epilepsi-app’en som det bedste af tre finaleprojekter, der var valgt ud blandt 32 projektideer fra hele landet. Juryen begrundede deres valg af app’en med høj grad af innovation og stort potentiale for videreudvikling til andre patientgrupper.

”Produktet er velovervejet og byder på en funktionalitet og brugeroplevelse som ikke er set i andre apps henvendt til epileptikere. Gruppen løser udfordringen ved at inddrage omgivelser til hjælp for den pågældende med kronisk sygdom. Denne måde at tænke apps på er innovativ og vurderes ikke alene at have et stort potentiale ift. epilepsiområdet, men også til en række andre områder, hvor borgere i situationer er forhindret i selv at guide,” skriver juryen i sin bedømmelse.

Kongelig begejstring

Prisen blev overrakt på Aalborg Universitet torsdag den 24. april under overværelse af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, der bagefter tog sig tid til at tale med de glade prismodtagere. 

”Det var en utrolig stor ære for os at møde Kronprinsessen. Hun talte med os i syv minutter og spurgte meget interesseret til vores app. Hun sagde, at den vil komme til at redde liv,”  siger Arturs Avramenko, der er fra Letland, men er flyttet til Aarhus for at uddanne sig. 

Udtaget til DM

De tre vinderstuderende skal i næste måned præsentere deres app for en ny jury og har mulighed for at vinde endnu en pris. Arturs, Martins og Nikita er nemlig blandt de 14 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus, der er udtaget til at deltage i finalen ved DM i entreprenørskab i Børssalen i København den 22. maj.