Fra ledighed til egen virksomhed på seks uger

Ledige kan få hjælp til at realisere drømmen om at få foden under eget bord med et nyt, intensivt uddannelsesforløb på Erhvervsakademi Aarhus.

31-årige Nana Mikkelsen er en af dem, der er sprunget ud som selvstændig efter et seks uger langt iværksætterkursus her på erhvervsakademiet. Nana er cand. mag. i dramaturgi og museologi fra Aarhus Universitet og har de sidste fire år sendt omkring 150 jobansøgninger og haft forskellige freelancejobs og tidsbegrænsede stillinger som bl.a. som fodspors-rejseguide i England og assistent ved Den Danske Sømandskirke i New York. I sidste uge meldte Nana sig ud af dagpengesystemet og starter nu firmaet NaMiTur, der sælger foredrag og kulturhistoriske, guidede ture.

”Efter flere år ind og ud af dagpengesystemet og uden udsigt til job, er jeg nu fast besluttet på at forsørge mig selv,” siger Nana.

 

Fokus på iværksætteri

På Jobcentret i Aarhus er der ifølge centerchef Karin Rasmussen et stigende fokus på at spotte potentielle iværksættere eksempelvis blandt kommunens 2.500 ledige akademikere.

”Vi kigger velvilligt på, hvis folk har nogle planer, som de gerne vil have afklaret. Fra politisk side er der et stigende fokus på entreprenørskab og i Jobcentret har vi derfor også øget fokus på at se muligheder i en ledig, der vil være selvstændig,” siger Karin Rasmussen. 

Som noget nyt inviterer Jobcentret ledige med vilje og motivation til at blive iværksættere, til informationsmøder omkring mulighederne for at komme på et afklaringsforløb som det, der udbydes på Erhvervsakademi Aarhus.

”For nogle kan etablering af egen virksomhed være den korteste vej ud af ledighed,” konkluderer jobcenterchefen.

 

Magistre vil drive virksomhed

Hos Magistrenes Arbejdsløshedskasse, MA, der er en af landets største akademiske a-kasser, vælger flere og flere at starte egen virksomhed. Det fortæller MA-konsulent Søren Voldum-Clausen.

”Selvstændig beskæftigelse er toprelevant for mange af vores medlemmer. Pt går det lidt trægt med de ordinære ansættelser og vores medlemmer har langt mere at byde på. Vi ser en klar tendens til, at flere og flere af vores ledige medlemmer vælger at blive selvstændige, og vi gør alt for at støtte dem med vejledningssamtaler og workshops med fokus på iværksætteri.”

 

Fra jobtager til jobmager

For cand. mag. Nana Mikkelsen blev ideen om at ’prøve selv’ født under et møde med netop hendes a-kasse-konsulent.

”Faktisk var det hende, der spurgte, om jeg nogensinde havde overvejet at starte for mig selv. Jeg havde aldrig troet, at det var noget for mig - måske fordi jeg har haft en mentalitet som lønmodtager. I dag ved jeg, at jeg vil og kan skabe mit eget job,” siger Nana, der allerede har fået ’hul igennem’ til menighedsråd, pensionistforeninger og busselskaber, som vil købe guidede ture og foredrag af hende.

Læs mere om det nye akademifag ’iværksætteri i praksis’ her >>