Maria øver indflydelse på fremtidens landmænd

Maria Eskildsen (f. 1978) er agronom og kom ved et tilfælde i gang med at undervise på jordbrugsteknologuddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus.

Egentlig arbejdede Maria som svinekonsulent og havde ikke planer om andet. Nu er der gået otte år, og Maria underviser stadig.

”Jeg plejer at få fire til fem jobtilbud om året, men dem takker jeg nej til, for jeg kan så godt lide mit arbejde,” fortæller Maria, der bor i en lille by ved Limfjorden lidt uden for Skive og derfor kører 104 kilometer hver vej. Men selv med en daglig transporttid på to og en halv times kørsel, er Maria glad for sit job. Hun har nemlig en mission med sin undervisning.

”Min mission er at få fremtidens svinekonsulenter til at gøre en forskel inden for miljø- og dyrevelfærdsområdet,” siger Maria, der underviser i biokemi, fysiologi, produktkvalitet, fodring, avl, reproduktion, sundhed og mikrobiologi på svinelinjen. 

Hvad kan du bedst lide ved dit job?

”Det fedeste er, når der går et lys op for de studerende, og jeg kan mærke, at de forstår stoffet. Eller når de rækker hånden op og siger: Vil det sige, at…? Så bliver jeg glad, for så ved jeg, at de er blevet klogere.” 

Hvorfor er du glad for at arbejde for Erhvervsakademi Aarhus?

”Jeg har verdens bedste kollegaer. De er veluddannede og fagligt meget dygtige. Vi har travlt, men der er altid en god stemning. Der er et engagement og en respekt for hinanden. Jeg sætter også stor pris på, at folk er så nørdede. Vi har samtidig en meget stærk tradition for at tænke pædagogik ind i vores undervisning. Og så er vi gode til at indgå i teamsamarbejde og tænke nyt.” 

Hvordan er udviklingsmulighederne på Erhvervsakademi Aarhus?

”Jeg har aldrig fået nej til efteruddannelse. Her er ting mulige, og der er kun få begrænsninger. På et år efteruddannede jeg mig 137 timer inden for svineproduktion. Sidste år fik jeg orlov i to måneder for at skrive en bog. Nu har jeg sammen med en kollega skrevet en grundbog om svineproduktion, som snart udkommer på Landbrugsforlaget,” fortæller Maria. 

Hvordan forener du arbejde og familieliv?

”Jeg bor 104 km. væk, og har derfor rigtig meget transporttid. Alligevel hænger det fint sammen for mig, fordi jeg har fleksibel arbejdstid. Så når min undervisning slutter kl. 14, kan jeg stadig nå at hente mine børn kl. 16. Jeg har mulighed for at lave skemaændringer, og på skemafrie dage kan jeg arbejde hjemmefra. Det er ikke noget 8-16-job. Til gengæld arbejder jeg ofte om aftenen.”