Mentorprogram

Med en mentor får du inspiration og konstruktiv sparring og kommer tættere på dine karrieremål.

I vores mentorprogram kobles studerende med mentorer fra erhvervslivet, som lytter, spørger, inspirerer og deler ud af deres erfaring og viden. Et mentorforløb skaber et trygt rum for refleksion og giver dig som studerende sparring på dine overvejelser om fremtidsdrømme og karriereønsker – og konkrete metoder til, hvordan du bedst når dine mål.

Som mentee skal du være åben, nysgerrig og klar til at blive udfordret. Til gengæld får du en faglig, objektiv sparringspartner, som giver dig råd og feedback ud fra egne erfaringer fra erhvervslivet og branchen.   

Med en mentor får du:

  • Mulighed for individuel sparring på dine uddannelses- og karrieremæssige overvejelser nu og her
  • Professionel og personlig udvikling
  • Større forståelse for dig selv og dine ønsker for fremtiden – og et bedre grundlag for at træffe svære beslutninger
  • Inspiration og sparring om karriereplanlægning
  • Netværk og kontakter i erhvervslivet

Praktisk information

Mentorforløbet varer 6-12 måneder. Vi lægger op til, at I mødes 4-6 gange i løbet af perioden. Møderne aftales individuelt. I aftaler på forhånd, hvor lang tid et møde skal vare, og hvor de skal holdes – det kan fx være på Erhvervsakademi Aarhus, i mentors virksomhed eller på en cafe. Det er dig som mentee, der sørger for en dagsorden forud for møderne, så tiden bruges bedst muligt.

Mentorforløbet begynder med et inspirationsmøde for både mentorer og mentees, hvor vi sætter fokus på rollefordeling mellem mentor og mentee, spilleregler i mentorrelationen og forventningsafstemning.

Få en mentor

Mentorprogrammet bliver præsenteret af undervisere på udvalgte uddannelser i efteråret. Hvis du er interesseret, skal du udfylde en ansøgningsformular, hvorudfra vi matcher mentor og mentee.

Vi kan desværre ikke garantere, at alle interesserede studerende kan få en mentor. Men vi gør vores bedste.  

Bliv mentor

Læs mere om, hvordan du bliver mentor.

Vil du vide mere?

Så kontakt koordinator Mads Mahler på mmah@eaaa.dk eller telefon 7228 6065.