Deleboks

– Bæredygtig og deleøkonomisk flytning

”Vi giver dig gratis plast-flyttekasser næste gang, du skal flytte. Du henter kasserne på en adresse tæt på din bopæl. Så afleverer du dem igen, når du er færdig.” Sådan fortæller Joachim Krøyer, Anders Wiese Christensen og Mikkel Kirchhoff om deres virksomhed: Deleboks.

Undervisning med et tvist af virkelighed

Anders, Mikkel og Joachim studerer alle på markedsføringsøkonomuddannelsen med speciale i iværksætteri. På uddannelsen skal de studerende arbejde med deres egne ideer. Det har skabt grobund for drengenes virksomhed.

Der er tid til at arbejde med virksomheden i undervisningen. Den nye viden, de får i klasselokalet, kan de omsætte til konkret handling i virksomheden med det samme. Det lærer man meget af, mener drengene.

Bæredygtighed og deleøkonomi

Nøgleordene for Deleboks er bæredygtighed og deleøkonomi. Flyttekasserne er lavet af genanvendeligt plast, så de er skånsomme for miljøet. Hvis de går i stykker, bliver de sendt til ophug og lavet til nye kasser. På den måde kører produktionen i et lukket, cirkulært system.

Men Deleboks vil ikke kun være bæredygtige. De vil også have folk til at hjælpe hinanden.

”Folk skal dele med hinanden og hjælpe hinanden. Det hele behøver ikke koste noget. Vi vil gerne gøre noget for, at man lettere kan hjælpe hinanden.”

Mentor

Allerede tidligt på studiet fik Anders, Mikkel og Joachim ideen til Deleboks. De kom i kontakt med adm. direktør for Freetrailer, Allan Sønderskov Darré. Han blev hurtigt så begejstret for Deleboks, at han tilbød drengene at være med i projektet.

I dag fungerer Allan som mentor og sparringspartner for de tre drenge i Deleboks.