Spændende at undersøge, hvordan studerende skaber værdi hos virksomheder

Lisbeth Christensen fra konsulentvirksomheden Lisbeth C - Innovation og Læring er ekstern konsulent i et projekt om vidensopsamling af praksisnære innovationsprojekter.

Hvorfor har du indgået et samarbejde med Erhvervsakademi Aarhus?

Jeg kender i forvejen Erhvervsakademi Aarhus, da jeg i perioder over tre år har arbejdet for akademiet som konsulent. Senest har jeg været med-idéskaber til et forsknings- og udredningsprojekt, der skal kortlægge akademiets gennemførelse af en række innovationsprojekter i små og mellemstore virksomheder. Jeg fungerer som ekstern konsulent på dette projekt. I mit daglige job som indehaver af en virksomhed, der hjælper små og mellemstore virksomheder med innovation, kan jeg bidrage med viden og erfaring om innovation og entreprenørskabsuddannelse. Jeg har selv en faglig interesse i at blive klogere på hele dette felt.

Hvorfor er forskningsprojektet om praksisnær vidensopsamling interessant for dig at medvirke i?

Det er det, fordi det er relevant og interessant at finde ud af, hvad der sker, når virksomheder, studerende og uddannelsesinstitutioner samarbejder om innovationsprojekter. Hvordan kan disse tre parter udvikle ny viden, der skaber værdi for de små og mellemstore virksomheder – jeg har arbejdet med erhvervsudvikling gennem mange år. Der har ikke før været forsket i, hvad der skal til, og hvordan et projekt kan skrues sammen, før det lykkes. For det første drejer det sig om at få systematisk indblik i, hvordan akademiet arbejder med innovationsprojekter i små og mellemstore virksomheder, for at blive klogere på, hvordan akademiet kan udvikle sin daglige praksis. For det andet at afdække, hvordan de studerendes entreprenørielle kompetencer kan understøttes i et læringsrum, hvor de arbejder med ’virkelige’ problemer.

Hvad er din rolle i projektet?

Som udefrakommende konsulent er min rolle er have ’det eksterne’ blik på. Et validerende blik, der giver modspil til akademiets selvforståelse, understøtter et læringsperspektiv, der ikke er påvirket af ’systemets forsvarsmekanismer’ og bidrager til nytænkning af akademiets vidensopsamling og forskningsdesign,

Lisbeth Christensen er cand. mag og indehaver af virksomheden Lisbeth C - Innovation og Læring og tidligere chefkonsulent i Teknologisk Institut.