Etik i daglig ledelse

Forskningsprojektet undersøger og bidrager med indsigt i, hvordan etiske overvejelser kan understøtte vellykket ledelsespraksis.

Det undersøges, hvor ledere i deres daglige ledelse oplever, at etiske overvejelser bliver en del af deres beslutningsgrundlag (etiske ”stoppesteder”) samt hvilke former for etiske overvejelser og hensyn, lederne tager afsæt i (etiske ”ståsteder”).

Når ledelse bliver svært …

Ledelse bliver svært, når ledelse involverer stillingtagen til dilemmaer mellem forskellige værdihensyn. Dette projekt vil undersøge, hvornår og hvordan samvittigheden, personlige værdier, opfattelser af ordentlighed, retfærdighedssansen mv. får den enkelte leder til at overveje sit eget ståsted. Projektet har til formål at inspirere og udfordre ledere, når etik på denne måde bliver nærværende i deres egen ledelse.

Der er ikke meget viden om, hvor og hvordan etiske overvejelser bliver en del af vellykket ledelsespraksis. Derfor forventes projektet at tilføre en vigtig indsigt til lederuddannelser på Erhvervsakademi Aarhus og til danske ledere og virksomheder ved at fokusere på lederes erfaringer med ”etik i egen daglige ledelse”.

Viden til ledere

Der findes mange forskellige overordnede bud på, hvordan teoretikere eller konsulenter mener, ledere bør arbejde med etik i deres ledelse. Dette projektet tager i stedet sit afsæt i, hvordan etiske overvejelser rent faktisk allerede er en del af lederes hverdag. Med dette udgangspunkt formidles viden fra projektet praksisnært til ledere via faglige artikler, workshops og på Erhvervsakademi Aarhus’ lederuddannelser.

Danske virksomheder har i snart to årtier haft fokus på den etiske side af forretningen. I praksis har dette udmøntet sig via organisatorisk arbejde med værdier, etiske kodekser, social ansvarlighed m.m. Der er i dag et behov for et andet supplerende fokus på lederes personlige praksis i hverdagen.

Det er mennesker (ikke organisationer), der handler etisk

Der har gennem en længere årrække været stort fokus på organisatoriske tiltag, der skulle give organisationen et solidt etisk fundament. Arbejde med dette er blandt andet sket under overskrifter som Etisk Kodeks, Værdier eller CSR (Corporate Social Responsibility). International forskning peger imidlertid i retning af, at dette kun har begrænsede effekter i organisationen. I stedet har individers etiske overvejelser og beslutninger langt større betydning dér, hvor den enkelte leder udøver sin ledelse. Derfor bliver projektets fokus på den enkelte leder både vigtig for lederen og organisationen.

Samarbejde med ledere

I projektet deltager en række studerende (ledere) fra Erhvervsakademi Aarhus’ lederuddannelser. Undersøgelsen tager udgangspunkt i konkrete eksempler fra ledernes egen hverdag i forhold til håndtering af etiske problemstillinger. Kvalitative interviews vil blive brugt for at undersøge, hvordan etik er en del af ledernes daglige ledelse, og hvad de tager afsæt i, når de tager deres beslutninger. Projektet har derved til hensigt at skabe ny viden, der er praktisk anvendelig for ledere og ledelsesgrupper.

Projektperiode og kontaktperson

  • Projektperiode: august 2016 - december 2017
  • Projektleder: Christian Horn