Rektor udtaler

Tværfagligt samarbejde med fokus på 'Bæredygtighed – den tredobbelte bundlinje'

Jeg er rigtig glad for, at vi nu for fjerde gang gennemfører innovationsforløbet ’Eksperter i teams’. Forløbet giver os en unik ramme, hvor vores studerende kan øve sig i at samarbejde på tværs af fagligheder. Vi har lånt metoden af akademiets samarbejdspartner Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU) i Trondheim.

I år deltager en række mikro-, små og mellemstore virksomheder og organisationer med aktuelle udfordringer under temaet ”Bæredygtighed – den tredobbelte bundlinje”. Den tredobbelte bundlinje er et begreb, der vinder større og større indpas hos danske virksomheder, og det sætter fokus på bæredygtighed i forhold til miljø, social ansvarlighed og indtjening.

Sammen med NTNU har vi etableret et skandinavisk netværk med tolv andre universiteter og organisationer. Målet med netværket er at udbrede og justere den erfaring, vi har fra ’Eksperter i teams’ med særligt fokus på innovation og det frugtbare samarbejde med virksomheder.

’Eksperter i teams’-forløbet har to formål. De studerende får, for det første, opbygget tværfaglige og innovative samarbejdskompetencer. For det andet, får vores samarbejdsvirksomheder nye vinkler og brugbare idéer til eksisterende udfordringer.

Netop dét, at være i stand til at samarbejde på tværs af fag er en kernekompetence i dag. For at løse problemstillinger effektivt og intelligent, har virksomhederne brug for fleksible teamspillere, der kan samarbejde på kryds og tværs i organisationen efter behov.

Jeg håber, at virksomheder, studerende, undervisere og partneruniversiteter får stor glæde og gavn af forløbet.

Christian Mathiasen
Rektor, Erhvervsakademi Aarhus
September 2016