”Fodbold varer jo ikke evigt”

32-årige Kasper Risgård er superligaspiller for AaB, nybagt far til to og et godt eksempel på, at bold og bøger godt kan kombineres.

I efteråret var han med til at vinde DM og spillede sig i pokalfinalen. I torsdags spillede Kasper Europa League-kamp i Portugal – hans tiende kamp i udlandet denne sæson - og i dag sidder han i et undervisningslokale på Ringvej Syd i Aarhus og skriver på en markedsanalyse af kampoplevelse og tilskuertilfredshed ved AaB’s kampe.

”Som fodboldspiller i Danmark er man nødt til også at tænke på, hvad der skal ske efter fodbolden. Det kan godt være svært at pejle sig ind på, hvad man skal. Jeg har jo ikke lavet andet end at spille fodbold på fuldtid siden jeg var 20 år,” siger Kasper. For at forberede sig til studierne fulgte han nogle HF-enkeltfag på aftenskole. 

”Det gav mig blod på tanden til at starte på en videregående uddannelse her. Fodbold varer jo ikke evigt. Det giver mig ro at vide, at jeg nu er i gang,” siger Kasper Risgård og roser erhvervsakademiet for en god service.

”På grund af travlhed har jeg haft lidt svært ved at følge med i studierne her i efteråret. Men jeg har indhentet det forsømte ved at Skype med underviseren. Uden den fleksibilitet var det nok ikke gået.”