Ny afdeling indviet med bobler og basgang

Simon Kvamm og Peter Sommer optrådte med sange fra De Eneste Tos kommende album ved åbningen af Erhvervsakademi Aarhus’ nye afdeling på Ringvej Syd 104 i Viby.

”Gi’ mig endnu et glas. Gi’ mig lidt mere jazz. Gi’ mig endnu en bid af byen,” lød det fra Peter Sommer og Simon Kvamm, da de optrådte under indvielsen af Erhvervsakademi Aarhus’ nye afdeling for bl.a. akademi- og diplomuddannelser og kurser i ledelse. De Eneste To havde taget opstilling mellem to fire meter høje oliventræer på nederste etage i det messingbeklædte atriumhus.

”Vi har benyttet lejligheden til at øve et par sange fra vores nye album. De er ikke engang færdigindspillede. Det er en god erfaring for os at få vores musik til at leve i dagslys og spille for publikum, uden at der er alkohol indblandet,” lød det fra rockduoen, inden de greb deres guitarer og optrådte foran de 200 indbudte gæster.

Aabenraa Landevej  

Kunstner Søren Behncke deltog også ved indvielsen. Han har udsmykket den nye bygning med 11 store vægmalerier og silhuetter af byer forskellige steder i verden.

”Jeg har prøvet at forlænge udsigterne i denne inspirerende, flotte bygning. Bymotiverne skal opfattes i små bidder, og beskueren må gerne tænke: ’hvad mon der gemmer sig bag vinduet der’,” sagde Behncke og viste gæsterne rundt til en forstad til Rom, Aabenraa Landevej og new yorker-bydelen Williamsburg i Brooklyn. Behncke har taget Google Maps i brug for at sætte stregerne korrekt.

”Jeg er fascineret af byers arkitektur,” konstaterede han.
Den 47-årige streetart-kunstner med tilnavnet Papfar og Posemanden er kendt for sine humoristiske værker, lavet af kasseret emballage og genbrugsmaterialer. I et af hans projekter satte han en træk-op-nøgle i ryggen på den store H.C. Andersen-figur i Central Park i NYC. I et andet placerede han en kæmpemæssig slangebøsse ved siden af kunstværket Boy på Aarhus-kunstmuseet Aros. Det er første gang, Søren Behncke udsmykker en videregående uddannelsesinstitution.

”Jeg plejer at sige nej til udsmykningsopgaver, men denne her opgave var en lærerig og utrolig god proces.”

Vækst

Huset er hovedsæde for erhvervsakademiets efteruddannelses- og kursusaktiviteter samt uddannelser inden for digital kommunikation og multimediedesign. De 7.000 nye kvadratmeter har plads til 600 studerende og medarbejdere. Behovet for nybyggeriet er opstået pga. markant vækst i antallet af studerende de seneste år.

”Vi vil med indretningen gerne understøtte et inspirerende uddannelsesmiljø baseret på holdundervisning, dialog, projektarbejde og samarbejde med erhvervslivet. Resultatet er blevet flottere, end jeg havde turdet håbe på. Der er blevet kæmpet hele sommeren for at få huset færdigt til tiden, og vores pedeller har tabt sig 5-7 kilo undervejs i processen,” sagde rektor Christian Mathiasen ved indvielsen og takkede SAHL Arkitekter i Viby, der har tegnet huset, Formsprog i Viborg, der har indrettet, ejerne af bygningen Coop Invest A/S og bygherren 2S Consult.

Topmoderne og klimavenligt

Bygningen er en af Aarhus’ første, store nulenergihuse. Det er bygget i fire niveauer efter 2020-energikrav. Taget er dækket af 900 kvadratmeter solceller. Sammen med et varmegenvindingsanlæg sørger solcellerne for, at bygningens energiforbrug dækkes helt af vedvarende energi. Der er 20 undervisningslokaler og kantine. Fra øverste etage kan man i godt vejr se helt til Mols. Facaden er beklædt med messing, der changerer som en nypudset 10-krone.