”Allerede under uddannelsen opdagede jeg, at jeg kunne gøre en forskel med coaching”

Rejsekonsulent Trine Dixen bruger dagligt de teknikker, hun lærte på uddannelsen til certificeret organisationscoach.

Trine har en baggrund som veterinærsygeplejerske, storvildtsjæger i Afrika og indehaver af jagt-rejsebureau. I dag arbejder hun som rejsekonsulent for Blixen Tours A/S.

”Jeg tog uddannelsen, fordi jeg var kommet til at snuse til organisationscoaching, da jeg i 2013 tog en akademiuddannelse i ledelse på Erhvervsakademi Aarhus og havde valgfaget ’coaching i organisationer’. Her fik jeg smag for coaching og lyst til at arbejde med det professionelt,” fortæller Trine Dixen.

Praksiserfaring fra dag ét 

”Jeg er 100 pct. praktiker og ikke boglig. Derfor var denne praktiske uddannelsesform lige noget for mig. Samtidig kendte jeg Bo Glent-Thule og vidste, at han var dygtig og kan sit håndværk. Jeg tog uddannelsen hos Ry-virksomheden Innoventor, som Bo ejede, inden han kom til Erhvervsakademi Aarhus.”

På uddannelsen fik Trine mulighed for at prøve kræfter med coaching fra dag ét. En række store arbejdspladser samarbejdede med uddannelsen ved at lade deres ansatte coache og derigennem give de studerende praksiserfaring.

Øvede sig på direktører og sekretærer

”Det var en AHA-oplevelse at komme ud i den virkelige verden og coache fremmede personer. Jeg coachede alt lige fra administrerende direktører til sekretærer i store virksomheder som Nordea og Videncentret for Landbrug. Jeg coachede også medarbejdere i slamslugervirksomheden J. Hvidtved Larsen A/S. Jeg brugte altid en hel dag i virksomheden og vidste ikke noget om personernes problemer på forhånd. Det kunne handle om alt lige fra motivation og knas med chefen, til hvordan arbejdspladsen kunne opnå et bedre samarbejdsklima. Jeg coachede både grupper og individuelt. Alt blev optaget på video og efterfølgende evalueret af min underviser, hvilket jeg lærte meget af,” siger Trine og konkluderer:

”Coaching er et håndværk. Derfor lærer man det bedst ved at komme ud og få træning. Det var ekstrem lærerigt, at jeg allerede under uddannelsen opdagede, at jeg kunne gøre en forskel.”

Underviser gav en tro på egne evner

I dag bruger Trine coaching ubevidst over for kunder og kolleger og har fået en mere anerkendende attitude, hvilket er fordrende for samarbejdet og arbejdsglæden.

”Mange coachuddannelser har fokus på 1-1-coaching og det private og personlige. Denne uddannelse har fokus på, hvordan man coacher professionelt i en virksomhed og kan være med til at forbedre det mentale arbejdsmiljø og virksomhedens bundlinje,” siger Trine og roser underviser Bo Glent-Thule.

”Jeg tager hatten af for Bo og hans tillid. Han har en særlig evne til, på en stille og anonym måde, at få en til at tro på egne evner. Han er en meget rolig person, og er utrolig motiverende og støttende. Det gør, at man ikke er bange for at prøve sig selv af.”