Ny coach-uddannelse med certificering

Erhvervsakademi Aarhus lancerer ny uddannelse til certificeret organisationscoach. Virksomheder som IntegrationsNet under Dansk Flygtningehjælp og Equina stiller ansatte til rådighed for coaching-øvelser med de studerende.

Til foråret lanceres for første gang på Erhvervsakademi Aarhus et ni måneder langt uddannelsesforløb til certificeret organisationscoach. Forløbet henvender sig til konsulenter, ledere og andre nøglepersoner, der ønsker at anvende coaching i en organisation.

”Det er en utrolig god og brugbar uddannelse,” siger en tidligere studerende Trine Dixen.

Læs om Trines udbytte af at blive certificeret organisationscoach her.

Studerende ud og coache i rigtige virksomheder

Konceptet adskiller sig fra andre coach-uddannelser ved at undervisningen foregår på forskellige arbejdspladser. Her coacher de studerende medarbejdere og ledere og får derefter feedback af erfarne undervisere. Foruden 1-1-coaching lærer man også at coache grupper og teams, fortæller ophavsmand til konceptet, chefkonsulent Bo Glent-Thule fra Erhvervsakademi Aarhus.

”Alle deltagere involveres aktivt og mærker, hvordan teorien virker. Derfor foregår den teoretiske undervisning på erhvervsakademiet, mens en del af den praktiske læring foregår ’ude i virkeligheden’ i forskellige organisationer. Vi arbejder også med videooptagelse af egen praksis inkl. feedback.”

Den bærende struktur i uddannelsen er den systemiske tilgang, krydret med forskellige retninger som fx kognitiv coaching og NLP.

Behov for officiel certificering i coaching

På akademiniveau udbydes allerede faget 'coaching i organisationer', men flere af de studerende efterspørger mere læring og en officiel certificering.

”Med denne uddannelse vil vi gerne hæve niveauet og give studerende papir på deres færdigheder,” siger Bo Glent-Thule, der sammen med chefkonsulent Pernille Henriksen vil stå for undervisningen.

For at sikre et højt fagligt niveau afholdes screeningsamtaler inden optagelse.

Søges: Prøvekaniner

Kunne din virksomhed være interesseret i at være ’sponsorvirksomhed’ og blive coachet af studerende, så kontakt Bo Glent-Thule på telefon 7228 6127.