HR-uddannelse har givet Anita større ballast og ansvar

HR-ansvarlig Anita Skyum Svoldgaard sidder med ved bordet, når hendes østjyske arbejdsplads Novopan Træindustri i den kommende tid skal udvikle og implementere virksomhedens forretningsstrategi. Hendes teoretiske baggrund har givet hende en ballast, der har bragt hende tættere på strategisk HR og anerkendt HR som en vigtig spiller på direktionsgangen.

Anita Skyum Svoldgaard har nemlig gennemført akademiuddannelsen i HR på Ledelsesakademiet i Aarhus, og det har givet hende de helt rette kompetencer og den helt rette viden til at koble HR-strategi med forretningsstrategi. 

- Uden akademiuddannelsen var jeg ikke kommet med op på det plan, jeg befinder mig på i dag. Nu er jeg en naturlig del af det team, der definerer virksomhedens fremtid. I dag virker det helt naturligt for mig at tænke HR-strategien ind i forretningsstrategien. Det er jo trods alt de mennesker, der arbejder i virksomheden, som skal gennemføre og udleve forretningsstrategien, siger Anita Skyum Svoldgaard.

God blanding af teori og praksis

I den kommende tid vil Anita Skyum Svoldgaard være stærkt involveret i at klæde mellemlederne i Novopan Træindustri på til at skabe interesse for forretningsstrategien blandt virksomhedens omkring 200 medarbejdere – så medarbejderne kender, tror på og indfrier virksomhedens strategi. Til opgaven får hun brug for både sit praktiske og teoretiske udbytte af HR-uddannelsen.

- Jeg har lært alt lige fra det rent administrative til, hvordan jeg hjælper organisationen igennem en forandringsproces og at arbejde strategisk med HR. Uddannelsen foregår hver 14. dag, og det passer fint med, at man kan bringe en problemstilling med til undervisningen og få den løst med viden fra undervisningen, når man kommer hjem, forklarer Anita Skyum Svoldgaard.

Selvom det snart er to år siden, at Anita Skyum Svoldgaard færdiggjorde uddannelsen på Ledelsesakademiet, drager hun stadig nytte af at kende de øvrige deltagere, som hun i dag er på LinkedIn med. Senest tog hun kontakt til en tidligere medstuderende for at få gode råd til implementeringen af et nyt HR-system.

Er blevet mere selvsikker

Anita Skyum Svoldgaard havde seks års erfaring med at arbejde med HR, da hun i 2008 gik i gang med akademiuddannelsen i HR. I dag er hun ikke i tvivl om, at hendes kolleger kan mærke forskel på hendes selvsikkerhed i løsningen af HR-opgaver.

- I dag vil mine kolleger sige om mig, at jeg er en, de kan spørge om alt inden for HR. De kan helt sikkert mærke på mig, at min teoretiske viden har gjort mig mere selvsikker og vidende inden for HR-feltet. Nu er min rådgivning og mine beslutninger ikke kun baseret på mavefornemmelser, men også på nyeste viden, siger Anita Skyum Svoldgaard.