Skræddersyet efteruddannelse af Kamstrups ledere rammer virksomhedens strategi

Erhvervsakademi Aarhus oplever stigende interesse for uddannelsespakker tilpasset virksomhedernes konkrete behov. Hos teknologivirksomheden Kamstrup foregår undervisningen af 18 ledere i egne lokaler, og på den måde sikres en sammenhæng mellem den enkelte leder og virksomhedens strategiske mål.

"Jeg er her for at få et skarpt blik på mine medarbejderes kompetencer og udviklingspotentialer, men også for at styrke samarbejdet og dialogen med dem."

Som erfaren teknisk leder med 32 medarbejdere under sig har Joseph Vella Ottosen en væsentlig rolle i produktionen.

Han og 17 andre ledere fra elektronik- og teknologivirksomheden Kamstrup ved Skanderborg er som led i uddannelsesforløbet 'Ledelse i praksis' mødt op i en af virksomhedens konferencelokaler. Vi kommer ind midtvejs i forløbet, der i alt tæller 12 undervisningsdage.

Læs mere om skræddersyede uddannelsesforløb

Selvhjulpne teams

Netop i dag går tiden med vejledning, hvor der for deltagerne er rig mulighed for at sparre med hinanden om deres erhvervscase og få råd og vejledning af underviseren fra Erhvervsakademi Aarhus.

Opgaven skal afleveres som afslutning på forløbet og tager udgangspunkt i en problemstilling fra ledernes egen hverdag.

"I takt med at produktionen og antallet af medarbejdere og maskiner, der kræver oplæring, er vokset kraftigt de senere år, har jeg behov for at blive bedre til at se og foregribe den udvikling, de forskellige teams har brug for," siger Joseph Vella Ottosen og bemærker, at efteruddannelsen er med til at forbedre det personlige lederskab.

"Mennesket er det vigtigste aktiv, vi har. Når vi går hjem om eftermiddagen, er virksomheden intet værd, før vi igen møder ind næste morgen."

— Michael Stubbe, HR-direktør, Kamstrup

Han bliver bedre til at kommunikere og træffe beslutninger, der skaber selvhjulpne teams og dermed frigør ham fra hyppige brandslukninger. Noget han i stigende grad har efterlyst og nu får slebet til.

Konkrete værktøjer

Rikke Mikkelsen er teamleder i Project Engineering, hvor hun bl.a. har ansvar for ressourceplanlægning og koordinering af opgaverne.

"Lederrollen er stadig ny for mig, så jeg håber, at dette kursus kan give mig nogle konkrete værktøjer, som jeg kan bruge i min dagligdag," svarer Rikke Mikkelsen, da hun bliver spurgt til sine forventninger.

"Forløbet har givet mig en bedre forståelse for personers forskellige tilgange til de samme opgaver," siger hun og roser efteruddannelsens interne form:

"Hvad enten man står over for en udfordring i hverdagen eller måske skal gå ind i en konflikthåndtering, er det rart med netværk, hvor man kan få noget sparring fra folk, der allerede er inde i tingene. Tilmed er det fantastisk, man kan gøre det i arbejdstiden."

Ny viden i brug med det samme

Data Scientist Lasse Vilhelmsen sørger for, at hans lille specialistteam på tre personer overholder deadlines, og at der er den fremdrift i arbejdet, der bør være. Forløbet kan hjælpe ham med at sætte ord på de ting, han gør, når han leder de andre.

"Undervisningen er praksisnær, og jeg kan bruge min nye viden med det samme. Det er specielt en fordel, fordi vi er et nyt team, hvor det handler om at få os positioneret i Kamstrups eksisterende produktudvikling. Det er vigtigt, vi kommer med i de rigtige udviklingsprojekter og ind i processerne på de rigtige tidspunkter," siger Lasse Vilhelmsen.

Han er glad for, at undervisningen foregår på Kamstrup. Før kendte han to andre på holdet. Nu kender han mange og forskellige steder i organisationen. Fordelen er, at lederne kan netværke og sætte deres kompetencer ind i en sammenhæng.

Læs mere om skræddersyede uddannelsesforløb

Hovedvægt på relevante emner

Kamstrup drager stor fordel af et samarbejde med Erhvervsakademi Aarhus omkring efteruddannelse af deres ansatte. Det fortæller HR-direktør Michael Stubbe.

Uddannelsespakken 'Ledelse i praksis' giver både erfarne ledere, nye ledere og dem, som ønsker at blive leder, målrettet undervisning, hvor hovedvægten ligger på emner, der kan skabe værdi for virksomheden.

LÆS OM TENDENS: Markant stigning i brancherettet efteruddannelse

Forløbet er bygget op af halve undervisningsdage, så det kan passe ind i deltagernes fyldte kalender.

"Det kan være givtigt at møde folk på samme niveau i andre virksomheder. Men et internt forløb giver en fortrolighed og et netværk af folk, der har modtaget samme undervisning, og som kan sparre med hinanden efterfølgende. Det øger værdien af forløbet markant," siger Michael Stubbe.

Skal kunne ses på bundlinjen

Hos Kamstrup arbejder de løbende med at udvikle deres ledelseskompetencer og bruger mange ressourcer på at uddanne og træne alle ledere.

"Det er klart, vi så har en forventning om, at efteruddannelsen i sidste ende vil kunne ses på bundlinjen. Vi er 1200 mand i virksomheden, og kan vi få 10 procent mere ud af vores organisation, svarer det til 120 ansatte. Det er en god investering," siger Michael Stubbe.