Der er plads til forbedringer

Det er dumt at tage en efteruddannelse i at lede projekter, hvis der ikke er projekter at lede, når man kommer tilbage på arbejde.

Med andre ord nytter det ikke at blive klogere inden for et bestemt område, hvis ikke man bruger den nye viden i praksis.

For organisationer og virksomheder er udfordringen at udvikle strategier for, hvordan man implementerer og får mest muligt ud af de værktøjer, som den ansatte får med fra efteruddannelsen. Det mener professor Bjarne Wahlgren.

 

Folk bliver klogere, men bruger det ikke

Ifølge professor og centerleder, Bjarne Wahlgren fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, er effekten af mange voksenuddannelsesforløb begrænsede.

”Meget efteruddannelse bliver ikke anvendt nær så meget, som det kunne. Der er rigtig god plads til forbedringer,” siger Wahlgren, der står bag forskningsoversigten 'Transfer mellem uddannelse og arbejde'

Tydeligt formål og opbakning fra chefen

Noget af det, der ifølge Wahlgren øger udbyttet af en efteruddannelse, er opmærksomhed og støtte fra den nærmeste chef.

”En af de ting, der øger effekten af et uddannelsesforløb, er, hvis arbejdsgiveren støtter både før, under og efter forløbet. Det er også med til at øge udbyttet, hvis kursisten har behov for at lære det, der bliver undervist i, og kan se nytteværdien i forhold til arbejdssituationen.” 

Vaner står i vejen

Bjarne Wahlgren henviser til en undersøgelse, der viser, at halvdelen af den nye viden allerede er væk tre måneder efter et kursus eller et uddannelsesforløb, hvis ikke den bliver brugt i praksis.

”Vaner spænder ofte ben for en effektiv transfer. Vi elsker vores vaner, og hvis man ikke umiddelbart kan se nytteværdien af sit uddannelsesforløb, så går effekten tabt,” siger Bjarne Wahlgren og understreger:

”Effektiv kompetenceudvikling kræver, at man træner transfer og får umiddelbar lejlighed til at anvende, afprøve og justere det, man har lært.” Han opfordrer derfor arbejdsgiverne til at arbejde mere systematisk med at øge effekten af deres ansattes efteruddannelse. 

”Det kan vi gøre meget bedre,” konkluderer han.

Læs, hør og se mere om transfer på nck.au.dk.  

FAKTA: Med ’transfer’ menes, at man overfører viden og færdigheder fra en sammenhæng til en anden og anvender det lærte.