Har vi brug for, at virksomheder tager et socialt ansvar?

CSR som strategisk redskab

CSR-begrebet har siden 1980'erne udviklet sig til et strategisk redskab for erhvervslivet. CSR bruges i dag af mange virksomheder som en del af virksomhedens forretningsaktiviteter til direkte at skabe værdi for virksomheden. 
CSR kan foregå på mange niveauer. Hvis en virksomhed tager særligt hensyn til miljøet eller støtter sociale formål, giver det virksomheden et godt omdømme. Det skaber værdi for virksomheden i form af øget salg, fordi mange forbrugere helst vil købe varer fra en virksomhed, som de sympatiserer med. Og det kan hjælpe virksomheden med at tiltrække de bedste hoveder, fordi de fleste prioriterer at arbejde på en virksomhed, der har styr på sine værdier og arbejdsforhold.


Stigende forventninger fra virksomhedernes interessenter til CSR

Irene Quist Mortensen er cand.mag. i antropologi og kommunikation og har mange års erfaring med at arbejde med social ansvarlighed (CSR) både i Danmark og internationalt. Fra 2008–2011 var hun Corporate Social Responsibility Manager i Grundfos-­koncernen, hvor opgaven bestod i at give koncernen et strategisk løft i relation til den aktuelle CSR-dagsorden, og hun fortæller:


- Når man er en eksportvirksomhed med produktion i mange lande, skal virksomheden selvfølgelig overholde den nationale lovgivning. Social ansvarlighed er mere end det og kan betragtes som en måde, virksomhederne betaler tilbage til det samfund, som gør det muligt, at den kan tjene sine penge. Der er i dag stigende forventninger fra virksomhedens interessenter om, at virksomhederne opfører sig ansvarligt. Interessenter er kunder, underleverandører, samfundet, medierne og ejerne. De fleste forventer, at virksomhederne tager stilling til social ansvarlighed og kommunikerer ud om det.


Hvad øger presset for, at danske virksomheder udarbejder en CSR-strategi?

- I lyset af finanskrisen er der fokus og pres på, at virksomhederne skal have styr på økonomien, så der ikke sker virksomhedslukninger med deraf følgende stigning i arbejdsløshedstallet. Skal cheferne have profitable bonusordninger og høje lønninger, og skal multinationale selskaber betale skat i de lande, hvor de opererer, er nogle af de ting politikkerne diskuterer i øjeblikket, fortæller Irene.


Globaliseringen og øget anvendelse af underleverandører fra lande langt fra Danmark kræver i dag, at man i langt højere grad skal have styr på hele værdikæden og kan dokumentere, at ens produkter er bæredygtigt produceret. 

 

Hvordan starter man med at arbejde med CSR?

Den konkrete CSR-indsats skal skabe maksimal værdi for både virksomheden og samfundet. Virksomheden skal derfor starte med at foretage en vurdering af, hvad der er virksomhedens identitet, strategi, kompetencer og forretningsmæssige udfordringer:


- Man skal gennemgå virksomhedens værdikæde, hvor man ser på, hvad der er det særlige ved virksomheden, og hvilken effekt den har på det omliggende samfund og miljø, og hvor virksomheden bør gå ind og tage et ansvar. Dette sammenholdes med, hvad virksomhedens interessenter har af forventninger, siger Irene.


Fælles værdiskabelse

CSR drejer sig om fælles værdiskabelse. Irene vil på Ledelsesakademiets næste Lederforum blandt andet fortælle om, hvorledes hun på Grundfos arbejdede med at få skubbet CSR-indsatsen hen imod en strategisk retning.


- Man skal huske på, at bæredygtighed og social ansvarlighed giver god økonomi. Energioptimering giver virksomhederne reducering i omkostningerne, og samtidig er det godt for samfundet og klimaet. Der er i dag også stigende fokus på vandforbrug og madspild, hvor de globale udfordringer kommer helt tæt på os alle sammen som borgere og forbrugere, og hvor vi alle kan tage et medansvar. Undgå ressourcespild giver en tredobbelt gevinst: Det er godt for privatøkonomien og virksomhederne, og samtidig belaster vi ikke naturen med affald og omkostninger forbundet med at bortskaffe det. Det er alle disse krydsfelter som er interessante, når man arbejder med CSR, fortæller Irene.


Vi må ikke hvile på laurbærrene

- Danmark er et af de førende lande, når man tænker bæredygtighed og social ansvarlighed, men danske virksomheder kan ikke tillade sig at hvile på laurbærrene, hvis vi vil klare os på de internationale markeder. Både engelske og tyske virksomheder er også rigtig godt med. Nogle af de store udfordringer, som de danske virksomheder står overfor lige nu, er at blive dygtigere til ansvarlig leverandørstyring, at forholde sig til menneskerettighedsproblemer og bekæmpelse af korruption i de lande, hvor de har produktion og salg. Så der er nok at tage fat på!

Irene Quist Mortensen holder oplæg om CSR i 
Lederforum den 25. januar kl. 14-18. Læs mere