En god leder bruger hovedet - og sin mavefornemmelse

Fem veloplagte oplægsholdere indtog scenen, da Ledelsesakademiet i anledning af sit 15 års jubilæum inviterede til ledelseskonference. Deltagerne fik indblik i en topleders fatale fejltrin, blev inspireret af sund nytænkning og blev opfordret til at bruge deres intuition.


Mod, intensitet, handlekraft og kreativitet er blot nogle af de egenskaber, som fremtidens leder skal besidde. Det blev klart, da Ledelsesakademiet under overskriften ’Ledelse er fremtiden’ bød velkommen til godt 200 ledere fra både offentlige og private virksomheder. 

For at kaste et kvalificeret blik på, hvad fremtiden bringer, havde Ledelsesakademiet inviteret fremtidsforsker Anne Marie Dahl. Hun er ikke i tvivl om, at kreativitet og evnen til at tænke nyt vil præge det danske arbejdsmarked i fremtiden. 

- Vi går fra at være et informationssamfund til at være et innovationssamfund, hvor nøgleordene bliver idéer, følelser, empati, storytelling og oplevelser, forklarede Anne Marie Dahl.

- I fremtiden skal vi ikke overleve på fabriksarbejde eller simpel viden. Vi skal være kreative, kunne samarbejde på tværs og skabe oplevelser, påpegede fremtidsforskeren.
 

Tænk skævt

Holger Blok, der er administrerende direktør i EnergiMidt, er netop repræsentant for en virksomhed, der tør gå lidt kreativt til et meget udbredt fokusområde, nemlig medarbejdernes trivsel og sundhed. Og med stor succes, for sidste år blev EnergiMidt kåret til Europas 13. bedste arbejdsplads. Frem for den mere gængse løsning med at sætte motionscykler og løbebånd op i virksomheden, besluttede EnergiMidt at oprette en sundhedsfond, som administreres af medarbejderne. Medarbejderne kan søge fonden om midler eksempelvis til at starte et spinninghold med en instruktør. Dermed sikrer virksomheden, at medarbejdernes lyst og initiativ driver værket. 

- Det har faktisk virket rigtigt godt, så det kan jeg varmt anbefale, i stedet for blot at sætte et par motionscykler op nede i virksomhedens kælder, forklarede Holger Blok.
 

Fatale fejl

Arlas administrerende direktør Peder Tuborgh delte også ud af sine mange erfaringer med topledelse og fortalte ærligt om egne dyrekøbte erfaringer.

- Jeg har to gange i min karriere begået den fatale fejl, at jeg sagde: ”Det her kunne jeg tænke mig”, og så ændrede jeg organisationen, hvorefter det blev en kæmpe-fiasko, fordi organisationen slet ikke forstod, hvor jeg ville hen. Man bliver nødt til at først at skabe sit fundament, sin strategi, sin ambition og beskrive sin vision. Først derefter kan man gå i gang med at flytte rundt på folk, pointerede Peder Tuborgh.
 

Brug din mavefornemmelse

Samtidig understregede Peder Tuborgh, at svaret på, hvad man som leder bør gøre i en bestemt situation, ikke altid kan findes i tykke lærebøger.

- Der var en æra, hvor ledelse blev forbundet med noget meget akademisk. Men intuitionen er tilbage inden for ledelse. Jeg kan personligt mærke på mig selv, at den intuitive del af ledelsen – det at kunne mærke i maven, hvad man skal gøre i en bestemt situation - kommer til at fylde mere fremadrettet, forklarede Peder Tuborgh.
 

Dristighed som drivkraft

Konferencen satte også fokus på, hvordan erhvervslivet med fordel kan lade sig inspirere af den kreative verden. Netop derfor fandt konferencen også sted på kunstmuseet ARoS. Blandt repræsentanterne fra kunstverdenen var kongelig balletmester Nikolaj Hübbe. Han pegede på mod som et vigtigt redskab for en leder, nemlig modet til at gå andre og nye veje.

- Man er nødt til at turde gå nogle nye veje og turde give folk noget andet end det, de efterspørger. Vi kunne jo godt spille My Fair Lady hver aften, men det kommer der ikke noget nyt ud af. Man skal turde gøre noget anderledes, selvom det ikke umiddelbart sælger teatersæder i første omgang, forklarede han.

Også for den kreative iværksætter Søren Ejlertsen, der står bag aarstiderne.com, er mod og dristighed en vigtig drivkraft, der udvikler både ham selv og forretningen.  

- Dog er dristigheden altid kombineret med både realisme, ærlighed, timing, forretningssans og handlekraft, pointerede han.