Nyt kursus i gældsrådgivning

Flere og flere borgere giver op over for rudekuverter og søger hjælp til at få styr på deres gæld. Men kvaliteten af den gældsrådgivning, der ydes er svingende. Det mener Den Sociale Retshjælp, som vi nu i samarbejde med vil uddanne gældsrådgivere.

”Vi ser det som en vigtig samfundsopgave at sikre kvaliteten i den gældsrådgivning, der ydes på forskellige niveauer og på den måde minimere risikoen for overgældssætning. Dette uddannelsestilbud er et godt bud på, hvad vi mener, der fagligt skal til for at arbejde kvalificeret med gældsrådgivning.”

Sådan siger Sandy Madar, leder af Den Sociale Retshjælp med hovedsæde i Aarhus. Organisationen er Danmarks største frivillige gældsrådgivningsorganisation og har ydet landsdækkende gældsrådgivning de sidste seks år.

Og der er god brug for gældsrådgivning, da danskerne er det mest forgældede folkefærd i Europa.

Ubeskyttet titel

For advokater, revisorer, psykologer, elinstallatører, bandagister og andre fagfolk eksisterer der minimumsstandarder og et sæt etiske regler, som skal opfyldes for at opnå en autorisation. Sådan er det ikke for gældsrådgivere. De kan arbejde helt uden nogen form for autorisation, hvilket ifølge Sandy Madar stiller forgældede borgere i en usikker situation.

”Det er et stort problem, at kvaliteten af gældsrådgivning – hvad enten den er gratis eller koster penge – er utrolig svingende, og at rådgivningen i visse tilfælde er mangelfuld eller direkte skadelig for borgeren. Derfor er der behov for en officiel certificeringsordning og indførelse af visse minimumskrav for rådgivere,” påpeger Sandy Madar.

Tre dages kursus

Det nye uddannelsestilbud er målrettet medarbejdere, ledere og andre, som arbejder eller gerne vil arbejde med gældssatte borgere. På kurset lærer man bl.a. at håndtere kreditorer, ringe fogedretten op og skelne mellem relevante og irrelevante informationer i relation til gæld.

’Gældsrådgivning i praksis’ begynder den 4. marts og varer tre dage. Det er målet, at kurset på sigt kan blive et ministeriegodkendt uddannelsestilbud. Læs mere på socialeretshjaelp.dk eller eaaa.dk/gæld.