Mikael uddanner sig sideløbende med sit job

Mikael Breum er enkeltfagsstuderende på professionsbacheloruddannelsen i fødevare-, proces- og laboratorieteknologi. Han er tidligere uddannet laborant og arbejder som driftsoperatør og arbejdsmiljørepræsentant ved AffaldVarme Aarhus. Her har han arbejdet de sidste 12 år.

”Jeg startede på uddannelsen for at opgradere mig selv og for at hjælpe min arbejdsplads med at højne vidensniveauet. Med denne uddannelse vil jeg fremover kunne påtage mig flere krævende og ansvarsfulde opgaver, fx når jeg skal arbejde med kvalitetsmanualer, lave kvalitetskontroller, tage målinger, validere udledningen og driftsdata fra affald-forbrændingsanlægget,” siger han.

Bruger sin nye viden på sit arbejde

Mikael er typisk til undervisning på Erhvervsakademi Aarhus et par gange om ugen og bruger derudover ca. ti timer ugentligt på sit studie. Hans arbejdsplads giver ham fri til undervisning. Mikael tager et fag ad gangen og har været i gang i et år nu.

”Det er krævende at klare job og studie samtidig, men det kan godt lade sig gøre, hvis man er disciplineret. Det fede er, at jeg kan bruge den viden, jeg lærer på studiet, direkte i mit arbejde. De opgaver, jeg skriver, tager fx udgangspunkt i aktuelle ting. Eksempelvis skal vi til at bygge et nyt biomasse-fyret kraftvarmeanlæg, hvor jeg skal indgå i teamet med at udarbejde en kvalitetsmanual for emissions-målerne. Den opgave har jeg tænkt mig at bruge som case i mit kommende bachelorprojekt,” siger han.