Leon og Karen læser en diplom i webudvikling

Leon vil opdatere sin viden

Leon Østergaard arbejder som systemudvikler hos EnergiMidt i Silkeborg og læser sideløbende med sit job diplom i webudvikling på Erhvervsakademi Aarhus for at dygtiggøre sig og holde sig opdateret med udviklingen.

”Jeg startede på diplomuddannelsen i webudvikling af ren og skær lyst og for at prøve noget nyt. Det er 13 år siden jeg uddannede mig til datamatiker – derfor var det på tide med noget efteruddannelse. Det går stærkt i min branche. Der sker rigtig mange nye ting, og hvis man ikke opdaterer sin viden, risikerer man at ryge bagud af dansen.

Jeg gik fra starten efter en hel diplomuddannelse. Det har været spændende at få lov til rode med ny teknologi. Det, jeg lærer, kan jeg sagtens bruge i mit job. Nu kan jeg se sammenhænge, som jeg ikke så før. Fagligt har jeg fået mange flere tangenter at spille på,” siger Leon Østergaard. 

Karen håber på nye karrieremuligheder

Karen Mogensen arbejder som systemudvikler hos CSC Scandihealth i Skejby og læser sideløbende med sit job diplom i webudvikling for at kunne vælge mellem flere jobs i it-sektoren.

”Jeg trængte til at lære noget nyt og ville gerne have en kompetencegivende uddannelse på bachelorniveau – mest for at forbedre mit cv, få nye karrieremuligheder og fordi jeg på sigt måske gerne vil læse en kandidatgrad.

Jeg er oprindelig uddannet datamatiker, og med denne diplom oveni, kan jeg kalde mig bachelor. Uddannelsen giver mig helt nye karrieremæssige muligheder indenfor it-sektoren. Jeg valgte uddannelsen ud fra ren og skær interesse og ikke fordi jeg har brug for disse kompetencer i mit nuværende job. Det bedste ved uddannelsen har været at få lov til at lege med nye webteknologier og fordybe mig i noget, som jeg ikke arbejder med til daglig,” siger Karen Mogensen.