Det er nok det bedste, jeg nogensinde har sagt ja til

Diplomuddannelsen i ledelse har givet Mogens Loch Rasmussen et fælles sprog med sin chef og redskaber til at reducere konfliktniveauet blandt de ansatte på Grenaas største arbejdsplads.

18 to meter høje, tætskrevne bølgepap-plancher står langs væggen i Mogens Loch Rasmussens rummelige kontor i Grenaavirksomheden DS Smith. Plancherne udgør essensen af to års diplomuddannelse i ledelse. Med rød, grøn, blå og stort tusch har Mogens formuleret og tegnet forskellige begreber, modeller og teorier inden for ledelse. 

”Det er meget lavpraktisk, men det virker,” siger Mogens og lægger sig på knæ for at forklare den amerikanske professor Edgar Scheins kulturmodel nederst på arket.

”Jeg bruger plancherne hver dag, når jeg skal reflektere over en konkret ledelsesopgave eller forklare mine teamledere, hvad jeg mener. Hvem gider læse power points? Når jeg hiver disse ark frem, fatter de, hvad jeg mener.” 

Fra autodidakt til professionel

Mogens er oprindeligt uddannet maskinmester og teknikofficer i Søværnet. Siden 2001 har han arbejdet i DS Smith, der tidligere hed SCA Packaging – først som produktionsleder og derefter som produktionschef. DS Smith er Europas næststørste bølgepap-producent og sælger emballager og kartonnage til bl.a. Arla, Danish Crown og Toms. Mogens har ansvar for syv teamledere og to lager- og logistikassistenter plus 185 timelønnede fabriksarbejdere i Grenaa og Taulov. Derudover har Mogens også ansvar for yderligere 25 medarbejdere på DS Smiths værktøjsfabrik i Taulov. 

Indtil for nylig havde Mogens kun sin officersuddannelse og et ’black belt’ i Six Sigmas analyseværktøjer på sit efteruddannelses-cv. Han handlede på ’gefühl’, erfaring og sund fornuft, og gjorde det ifølge sin chef meget godt som leder, dog uden at vide hvorfor. For at blive endnu bedre tilbød chefen ham i 2011 at tage en diplomuddannelse i ledelse. 

”Det er nok det bedste, jeg nogensinde har sagt ja til.” 

Aha-oplevelse

Mogens bruger ord som ”øjenåbner” og ”aha-oplevelse” om det to år lange uddannelsesforløb, som han har taget sideløbende med fuldtidsjobbet. 

”Jeg er overrasket over det store udbytte, ” siger Mogens og uddyber. 

”Jeg er blevet mere kreativ og analytisk. Jeg har fået nemmere ved at udvikle ting og få ting til at ske. Før var jeg lynhurtig til at give mine teamledere ret, men nu kan jeg stille spørgsmål til og udfordre dem på deres måde at agere på. Jeg er blevet en mindre demokratisk og mere coachende leder, der lægger tingene mere ud til teamlederne og klæder dem på. Samtidig er jeg blevet en bedre sparringspartner for min chef, fordi vi nu taler samme sprog. De ting, han beslutter i strategien, kan jeg få til at virke i praksis. Ledelse er en svær disciplin, men det kan læres.” 

Mogens Loch Rasmussen, 45 år. Uddannet maskinmester i handels-, skibsfarts- og industrikoncernen ØK A/S og teknikofficer i Søværnet. Har tidligere arbejdet som driftmester i Aarhus Karlshamn. Arbejder som produktionschef i DS Smith (tidl. SCA Packaging). Mogens har taget diplomuddannelsen i ledelse sideløbende med sit fuldtidsjob.