”Faget var nøjagtig, hvad jeg ledte efter”

Mikkel Holst Andersen er produktionschef hos den internationale producent af industrikøleanlæg Johnson Controls med kontor i bl.a. Højbjerg nord for Aarhus.

Johnson Controls har som mange andre virksomheder stor bevågenhed på bundlinje og besparelser. Derfor går mere og mere af Mikkel Holst Andersens tid med at tyde tal og knække regnskaber.

”Budgetopfølgninger og økonomiske rapporteringer er blevet en større del af min hverdag. 10-20 pct. af min tid er relateret til noget omkring økonomi,” siger han.

Læs om akademifaget 'lederens forretningsforståelse'

Fik overordnet økonomisk indsigt

Valgfaget ’lederens forretningsforståelse’ blev derfor en tiltrængt saltvandsindsprøjtning i Mikkel Holst Andersens uddannelsesforløb.

”Igennem forløbet havde jeg haft hele paletten af ledelsesfag, så det eneste, jeg manglede, var noget mere overordnet økonomisk indsigt.”

Og Mikkel fik da også, hvad han kom efter.

”Efter at have taget dette valgfag forstår jeg bedre de termer og talemåder, der anvendes inden for virksomhedsøkonomi. Det hjælper mig, når jeg holder mine månedlige rapporteringsmøder. Nu har jeg noget nemmere ved at lave budgetopfølgninger og læse regnskaber - det er en kæmpe hjælp.”

Underviser med hands-on erfaring

Mikkel roser det faglige indhold og måden, der blev undervist på.

”Vores underviser Henrik var meget praktisk orienteret, havde masser af hands on-erfaring og var god til at inddrage praktiske eksempler fra vores hverdag. Han var også god til at fokusere på virksomhedens interne regnskab og mindre på det eksterne årsregnskab, da det var noget, vi på holdet ønskede at få større viden om.”

Ifølge Mikkel er valgfaget et must for andre ikke-økonomer og ledere som ham.  

”Man kan ikke være en leder uden at have økonomisk indsigt. Specielt i store koncerner kigger man meget på regnskabstal. Derfor kan jeg varmt anbefale dette valgfag til andre ledere. Men det er bedst at tage det til sidst, efter man har været igennem alle ledelsesfagene.”