Det var virkelig en øjenåbner

Akademifaget ’ledelse i praksis’ gjorde hotelchef Lilian Lenbroch fra Ebeltoft Strand opmærksomhed på det, der begrænsede hende i at være en god leder.

Behov for anerkendelse og svært ved at uddelegere er en skidt cocktail, hvis man er mellemleder. Det indså hotelchef Lilian Lenbroch fra hotel Ebeltoft Strand under akademifaget ’ledelse i praksis’.

”Det var virkelig en øjenåbner,” siger Lilian og uddyber. ”Behovet for anerkendelse var min største forhindring.”

Dårlige mønstre frem i lyset

Efteruddannelse i ledelse havde længe stået højt på Lilians ønskeliste. Inden hun fik job i hotelbranchen arbejdede hun bl.a. som smørrebrødsjomfru og investeringsrådgiver i olie- og gasindustrien. Da hun i 2012 avancerede fra en stilling som salgs- og marketingchef til en mellemlederstilling som hotelchef med 12 medarbejdere under sig, blev det for alvor aktuelt med en efteruddannelse. Lilian startede derfor på ’ledelse i praksis’, et af de fire obligatoriske af i alt seks fag på akademiuddannelsen i ledelse. På holdet mødte Lilian ledere og ledere in spe fra mange forskellige fag og brancher.

”Teori er fint nok, men for mig var det mindst lige så brugbart at få et stort netværk. På studiet var folk utrolig ærlige og åbne, og vi lærte meget af hinanden.”

Undervejs kom Lilian til en vigtig erkendelse:

”Uddannelsesforløbet styrkede min selvindsigt og fik mig til at indse, at jeg lagde min energi i arbejdsopgaver, der gav anerkendelse. Resultatet var, at jeg skrabede alt for meget arbejde sammen til mig selv, og når dagen var ovre, havde jeg ofte mere arbejde, end da jeg begyndte. Samtidig opnåede jeg uengagerede medarbejdere, fordi jeg fratog dem ansvaret. Derfor blev jeg klar over, at jeg skulle blive meget bedre til at lytte til mine medarbejdere, vise dem tillid og betro dem opgaver.”

Står stærkere i dag

Lilian fik 12 for sin afsluttende opgave. Den handlede om netop hendes udfordringer som mellemleder og om sin manglende indsigt i egen stilling.

”En dygtig leder er bevidst om sin egen adfærd og ledelsesstil. Derfor er det vigtigt, at jeg som leder kender mine egne styrker og svagheder. Man flytter ikke alle sine dårlige mønstre på én gang, men nu tænker jeg da dagligt over, hvordan jeg optræder. Om jeg er blevet en fem, ti eller 15 procent stærkere leder ved jeg ikke, men jeg føler i hvert fald, at jeg står stærkere i dag,” konkluderer Lilian. Hun er i dag avanceret til øverste chef for hotellet med ansvar for driften og 20 ansatte.

Lilian Lenbroch, 44 år. Kontor- og butiksuddannet og master i NLP. Arbejder som hotelchef for hotel Ebeltoft Strand. Har læst ’ledelse i praksis’ på akademiuddannelsen i ledelse på Erhvervsakademi Aarhus.