Jeg vil være forberedt på et liv efter fodbolden

Thomas Hansen fra SønderjyskE har taget en videregående uddannelse sideløbende med sin karriere som professionel fodboldspiller

De fleste sportsfolks har en karriere på topplan i 10-15 år. Som 35-årig stiller mange fodboldstøvlerne og skal til at tænke på, hvad de skal arbejde med uden for banen.

Det har superligaspiller Thomas Hansen fra SønderjyskE allerede overvejet. Hans CV tæller en akademiuddannelse i økonomi og ressourcestyring fra Erhvervsakademi Aarhus. Det tog ham tre år at gennemføre uddannelsen - og det kunne kun lade sig gøre, fordi han boede tæt på erhvervsakademiet og meget af uddannelsen foregik som selv- eller aftenstudie.

"Mit daglige program med træning, træningslejre og kampe gør det stort set umuligt at følge et almindeligt uddannelsesforløb. Derfor er fleksible uddannelser med individuelle skemaer og primært online- og aftenundervisning en super mulighed," siger Thomas. Ud af klubbens 25 spillere er det kun Thomas Hansen og én anden spiller, der har taget en videregående uddannelse.

"For mig er det vigtigt at være forberedt på et liv efter fodbolden, og processen fra at være professionel fodboldspiller til at skulle finde en ny karriere bliver lettere, hvis du har en uddannelse at falde tilbage på, ” konstaterer Thomas.