Akademiuddannelse i international handel og markedsføring

Uddannelsen er for dig, der vil medvirke til at sikre kvalitet og udvikling i virksomhedens salgs- og markedsføringsindsats – nationalt og internationalt. Uddannelsen er både relevant for dig, der allerede arbejder med salg og markedsføring – og for dig, som gerne i fremtiden vil arbejde inden for feltet. Du får gode kvalifikationer, som du kan anvende til at løse markedsføringsopgaver i alle typer af virksomheder.

Med uddannelsen kan du deltage aktivt i:

  • Strategisk analyse af virksomheden, dens kunder og deres købsadfærd, konkurrenter og samarbejdspartnere
  • Planlægning af nationale og internationale værdiskabende markedsføringsaktiviteter ud fra opstillede mål
  • Udarbejdelse af handlingsplaner og gennemførelse af markedsføringsaktiviteter i praksis.


Tre retninger: digital, salgs- eller eksportprofil

Du kan vælge mellem tre retninger på akademiuddannelsen i international handel og markedsføring. Du kan også vælge selv at sammensætte din uddannelse med valgfag, som passer til dine behov og interesser.

Salgsprofil

Med fagene "strategisk salg" og "salgspsykologi og grundlæggende salg" bliver du en bedre sælger, som professionelt kan håndtere alle faser i salgssituationen.

Digital profil

Med fagene ’digital markedsføring’ og ’e-handel’ kvalificerer du dig til at arbejde med virksomhedens digitale strategi, dens digitale markedsføring og e-handel, og du får værktøjer til måling og udvikling af digitale salgs- og markedsføringsaktiviteter.

Eksportprofil

Med fagene ’markeds- og kulturanalyse’ og ’eksport og internationalisering’ opnår du kompetencer til at arbejde med virksomhedens internationalisering og eksport, og du tilegner dig viden og metoder til at identificere og løse eksportrelaterede problemstillinger og opgaver.