Uddannelsens opbygning

Akademiuddannelsen består af fire obligatoriske fag og to valgfag. Du kan tage alle seks fag og få en fuld akademiuddannelse i HR, men du kan også følge de enkelte fag som selvstændige uddannelsesaktiviteter.

Klik for at læse mere om de enkelte fag:

Valgfag HR's servicering af linjeledelsen
Personalejura
Obligatoriske fag
Den strategiske HR-funktion 
Strategisk kompetenceudvikling 
Organisationsudvikling i HR-perspektiv
Afgangsprojekt - HR

Du bestemmer selv, i hvilken rækkefølge du tager fagene, dog skal afgangsprojektet tages som det afsluttende fag. På denne måde kan du tilrettelægge uddannelsen meget fleksibelt, så den passer til dine behov og din hverdag.

Erfaringsmæssigt er det dog anbefalelsesværdigt at starte med faget ”HR’s servicering af linjeledelsen”, hvis du ikke har forudgående teoretisk kendskab til HR-området. Faget giver en solid indføring i HR-feltets grundlæggende værktøjer og teorier. I de obligatoriskes fag går vi mere i dybden med de strategiske og udviklingsorienterede HR-discipliner. Endvidere anbefaler vi, at du tager faget ”Organisationsudvikling i HR-perspektiv” som det sidste fag før ”Afgangsprojektet”. Denne rækkefølge vil give den mest tydelige røde tråd i forløbet.

Kontakt os, hvis du har brug for vejledning til, hvordan uddannelsen kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt for dig.

BEMÆRK: Du skal vælge valgfag svarende til 20 ECTS-point, heraf skal du min. vælge valgfag svarende til 10 ECTS inden for fagområdet for ledelse (som omfatter akademiuddannelsen i ledelse og akademiuddannelsen i HR). Vi anbefaler de to valgfag ”HR’s servicering af linjeledelsen” og ”Personalejura”. Afhængigt af din baggrund er du måske allerede dækket ind med valgfag. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Se oversigt over alle fag og fagområder >>  

Målgruppe

Uddannelsen henvender sig til dig, som:

  • allerede arbejder inden for HR-feltet. Du er fx HR-konsulent, HR-ansvarlig, HR-chef, HR-koordinator, HR-partner, rekruttør, personalekonsulent eller lignende,
  • står overfor at skulle involveres i HR-arbejdet i din virksomhed,
  • arbejder med HR-orienterede opgaver, fx som konsulent, foreningsprofessionel eller leder,
  • gerne vil satse på en fremtidig karriere inden for HR-feltet.

Indhold

På uddannelsen arbejder vi primært med HR-funktionens udviklingsorienterede opgaver. Vi har fokus på kompetenceudvikling, forandringsprocesser og organisationsudvikling, og på hvordan HR-indsatsen bidrager positivt til, at virksomheden når sine mål. Læs mere under de enkelte fag ved at klikke på figuren.

Dit udbytte

Når du har gennemført akademiuddannelsen i HR kan du:

  • fastlægge og gennemføre HR-aktiviteter i tråd med virksomhedens behov
  • gennemføre kompetenceudviklingsprocesser
  • arbejde med forandringsprocesser i praksis
  • medvirke aktivt i virksomhedens strategiske proces
  • anvende relevante organisationsudviklingsmetoder
  • agere professionelt i forskellige konsulentroller.

Sådan arbejder vi

Projektarbejde, erfaringsudveksling og konkrete problemstillinger er en væsentlig del af undervisningen. På uddannelsen arbejder du med aktuelle HR-opgaver fra din egen dagligdag, og du får rig mulighed for at sparre med medstuderende og undervisere om, hvordan du bedst løser dem.

Vores uddannelsesforløb er baseret på, at du afprøver teorier, modeller og metoder i praksis i din egen organisation. Du vælger selv konkrete problemstillinger og opgaver, som udfordrer dig i din hverdag som HR-medarbejder. På denne måde bliver teorien omsat til praktiske eksempler, og du får anvendelige løsninger med hjem, som du kan implementere med det samme.