Erhvervsjura i den finansielle sektor

Den studerende skal have viden om national og international regulering (EU) af den finansielle forretningsverden på både sektor- og brancheniveau. Den studerende skal have viden om den juridiske verdens organisation med domstole, ankenævn, retskilder og regelfortolkning og kunne forstå juridisk praksis.

Fagets indhold

  • Grundlæggende juridiske begreber – nationalt og internationale retskilder, procesret og juridisk metode
  • Person-, familie- og arveret
  • Etik, rådgivning, rådgiveransvar og erstatningsret
  • Aftaler og fuldmagter
  • Kreditaftaler og købelov
  • Gældsbreve, betalingsmidler og kaution
  • Tinglysning og pant i fast ejendom
  • Forsikring og pensionsopsparing
  • Forældelse, modregning og deponering
  • Individualforfølgning
  • Overdragelse og finansiering af fast ejendom.

Dit udbytte

Faget giver dig teoretisk og praktisk viden om juridiske retsregler, så du kan være med til at løse relevante juridiske problemstillinger.

Når du har taget faget kan du:

  • reflektere over reglernes sammenhæng med privatøkonomiske og erhvervsøkonomiske forhold og formidle relevante juridiske og praktiske løsninger til privatkunder og mindre erhvervskunder
  • håndtere almindeligt forekommende situationer omkring indgåelse af låneaftaler, aftaler om sikkerhedsstillelse og øvrige finansielle aftaler, således at juridiske konflikter og tab kan forebygges eller minimeres
  • identificere, analysere og beskrive den juridisk problemstilling i et konkret hændelsesforløb
  • identificere den relevante retsregel, der kan løse den juridiske problemstilling, eller være i stand til – med rettidig omhu – at henvise problemstillingen til andre juridiske rådgivere
    vurdere og anvende relevante retskilder
  • anvende branchevedtagne eller –påbudte etiske regler – som f.eks. god-skik-regler og MiFID-regler
    omsætte juridisk teori og praksis til anvendelse i en finansiel virksomhed
  • håndtere praktisk juridisk metode på finansjuridiske opgaver ved at henvise til relevante retskilder i form af lovregler og retspraksis på det pågældende område.
  • vurdere, hvornår der i en konkret situation er behov for at søge yderligere juridisk bistand og derved undgå at bringe den finansielle virksomhed i et erstatningsansvar
  • følge de etiske og rådgivningsmæssige standarder for den finansielle virksomhed for derved at kunne fungere professionelt i rådgivningssituationen.

Sådan arbejder vi

Undervisningen vil i praksis foregå i en kombination af fremmøde og virtuelle aktiviteter. Undervisningen på de enkelte kursusdage vil primært være dialogbaseret undervisning med udgangspunkt i konkrete cases. Undervisningen suppleres med øvelsesopgaver, som diskuteres i undervisningen. Der udarbejdes 4 skriftlige opgaver hver af et omfang svarende til en 4-timers skriftlig prøve. 

Eksamensform

4 timers skriftlig eksamen.