Årsrapport og virksomhedsanalyse

Formålet med faget er, at du via et grundlæggende kendskab til Årsregnskabsloven og ”Mindstekravsbekendtgørelsen” bliver i stand til selv at anvende eksterne regnskaber og foretage virksomhedsanalyser, som kan danne grundlag for økonomiske beslutninger, samt rådgivning af private virksomheder og kreditgivning til disse.

Fagets indhold 

  • Hovedprincipperne i regnskabslovgivningen, herunder Årsregnskabsloven og dennes opbygning (regnskabsklasse A, B og C)
  • Hovedprincipperne for koncernregnskaber
  • Forskellen mellem skattemæssige og driftsøkonomiske regnskaber
  • Anerkendte retningslinjer (bonus pater begrebet) indenfor eksternt regnskabsvæsen og regnskabsanalyse
  • Generationsskifte og værdiansættelse af virksomheder
  • Virksomhedsskatteordningen
  • Personligt drevne virksomheder
  • Risikostyring
  • Råbalancers anvendelse
  • Andre regnskabsformer, herunder grønt regnskab, vidensregnskab mm.
  • Totalbudgettets opbygning og indbyrdes sammenhæng mellem dets elementer.

Dit udbytte

Med faget "Årsrapport og virksomhedsanalyse" får du kompetencer til at: 

  • omforme driftsøkonomiske regnskaber til skattemæssige regnskaber og omvendt
  • opstille et budget på baggrund af en række budgetforudsætninger
  • opstille en regnskabsanalyse med relevante nøgletal i regnskabsklasse A, B og C
  • analysere eksterne regnskaber på baggrund af relevante nøgletal for virksomheder i regnskabsklasse A, B og C
  • foretage kvalitative analyser på baggrund af virksomheders interne og eksterne forhold
  • vurdere nøgletal og deres usikkerheder
  • vurdere de forskellige regnskabsbrugeres forventninger til den eksterne årsrapport
  • vurdere budgetforudsætningernes realisme
  • udarbejde en samlet vurdering af virksomheden samt kreditværdigheden og mulige konsekvenser af virksomhedens fremadrettede tiltag
  • opbygge et beslutningsgrundlag for en privat virksomhed på baggrund af en samlet virksomhedsanalyse, og herved forebygge eventuelle økonomiske problemer for virksomheden, samt foreslå mulige løsninger på disse problemer, såfremt de allerede er opstået.

Sådan arbejder vi

Fagets emneområder vil blive behandlet med udgangspunkt i den finansielle sektors problemstillinger. Der vil endvidere blive lagt vægt på, at teorier, modeller og opgaver anvendes med udgangspunkt i reale forhold på markedet. Det betyder, at teorien søges knyttet til en praktisk problemløsning. Undervisningen vil i praksis foregå i en kombination af fremmøde og virtuelle aktiviteter. Undervisningen på de enkelte kursusdage vil primært være dialogbaseret undervisning med udgangspunkt i konkrete cases. Undervisningen suppleres med øvelsesopgaver, som diskuteres i undervisningen. Der udarbejdes 4 skriftlige opgaver hver af et omfang svarende til en 4-timers skriftlig prøve.

Eksamen

Mundtlig eksamen (30 min.) med udgangspunkt i et skriftligt gruppeprojekt.